Ildfugle

Ildfugle-projektet på Roskilde Brandstation har på kort tid skabt bemærkelsesværdige resultater for en gruppe 18-25 årige, hvor 36 % efter 12 uger er kommet i job eller uddannelse. Fysiske strabadser og tid til at snakke fremtidsplaner er noget af det, der hjælper de unge, viser en ny evaluering fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU).

Men hvad laver en gruppe unge uden uddannelse eller beskæftigelse på en brandstation?

- Brandstationen i Roskilde kan noget med de sårbare unge uden uddannelse og job, som ikke ret mange andre kan. Kombineret med en dygtig projektleder har brandstationen været en ideel ramme for de 25 unge mellem 18-25 år. Det har givet dem et skub væk fra kontanthjælpen og over til at få fodfæste på arbejdsmarkedet eller begynde på en uddannelse, siger seniorkonsulent Helle Nielsen fra CFBU.

Om rapporten

Titel: Ildfugle - Evaluering af en aktiveringsindsats for sårbare unge

Forfattere: Helle Nielsen, Sarah Lunar & Stephanie Bernth Ahrenkiel

Udgivelsesdato: November 2016

Sidetal: 57

Download rapporten Se film

De unge ”ildfugle” bliver bl.a. udsat for en række fysiske strabadser, som svedeture i saunaen og en over 20 km lang vandretur midt om vinteren. Der prustes og stønnes, og man bakker op om hinanden. Det er hårdt, flere når deres yderste grænse i det kolde vejr, mens projektleder Kenneth taler med dem om, hvad de egentlig vil her i livet. De unge får mere tillid, bedre netværk, og respekt. Det giver resultater: Syv deltagere er begyndt på uddannelse og to er kommet i beskæftigelse ud af i alt 25 unge.

I forbindelse med rapporten udarbejdede CFBU også filmen "Ildfuglene", der blev anvendt til at styrke evalueringens analyse og konklusioner. Se filmen ved at klikke på billedet til venstre.

Kontakt

Helle Nielsen

25 79 50 35

hni@cfbu.dk

Download rapport Se film