Hjem / Nyheder / SOCIALØKONOMI: GRØNT ARBEJDSFÆLLESSKAB SÆTTER UDSAT BOLIGOMRÅDE PÅ LANDKORTET
nyheder
10. maj 2022

SOCIALØKONOMI: GRØNT ARBEJDSFÆLLESSKAB SÆTTER UDSAT BOLIGOMRÅDE PÅ LANDKORTET

Med et planteværksted, butik, hydroplante-laboratorium, mødelokale til udlejning og en gårdhave har den socialøkonomiske virksomhed VOKS skabt et arbejdsfællesskab for ledige langt fra arbejdsmarkedet i det udsatte boligområde Hedemarken. VOKS sælger bæredygtige planter og planteabonnementer til private og virksomheder og har ambitioner om at gøre en forskel for både den enkelte ledige, for boligområdets placering på forebyggelseslisten såvel som for hele planeten.

Når man bevæger sig igennem boligområdet Hedemarken i Albertslund toner betonetagehuse fra 1960’erne stringent frem i omgivelserne. Det ensartede udtryk og den gentagende rytme er dominerende i boligområdet, men bliver brudt af en samling træbeklædte pavilloner, der vidner om, at her sker noget anderledes. ”Velkommen til VOKS” står der på skiltet, der leder ind til den socialøkonomiske virksomhed.

DEN GODE ENERGI I FOKUS

Indenfor myldrer det frem med grønne planter. De står rundt omkring på borde, på gulvet, på opsatser på væggene og hænger ned fra lofterne. Og alt imens man kanter sig forbi plantedekorationer, vandblomster og hængeplanter, og øjnene har travlt med at følge med indtrykkene, kommer VOKS’ direktør Fenja Lystlund én i møde iklædt forklæde og et stort smil.

Hendes opgave er i al sin kompleksitet at holde sammen på både den grønne, den økonomiske og den sociale bundlinje – og hun er meget bevidst om at prioritere et arbejdsmiljø, der kan favne mennesker, der befinder sig i sårbar situation:

”Her skal være en god energi, og her skal være hyggeligt. Det er ikke en mulighed, at der ikke er det. Vi giver et arbejdsfællesskab til mennesker, der af forskellige årsager er kommet langt væk fra arbejdsmarkedet, og det er afgørende, at alle kan være her og bidrage til vores fælles meningsfulde produkt: En mere bæredygtig planteløsning til virksomheder og private.”

PLANTER SOM ET FÆLLES TREDJE

VOKS har en målsætning om at vifte den klimabelastende buket med afklippede blomster af pinden til fordel for holdbare og ansvarligt dyrkede planter. Den grønne agenda er meningsfuld for Fenja Lystlund at arbejde med på flere plan:

”Det at arbejde sammen om planter som et fælles tredje og som noget, man kan tage sig af og se vokse, det er virkelig berigende og livgivende.”

Lige bag butikslokalet ligger værkstedet, hvor fire medarbejdere står rundt om et stort bord og ompotter planter. Fra radioen i hjørnet blander musikken sig ind i det rolige arbejdsmiljø.

”De her planter er faktisk helt fra dinosaurernes tid,” lyder det fra en af kvinderne. Det udløser en række kommentarer og grin omkring bordet, alt imens hænderne upåagtet arbejder videre med muld og genstridige rødder.

Det handler ikke alene om at få planter til at vokse, men også om at se mennesker vokse. Derfor fungerer VOKS som en lokal platform, hvor ledige med fysiske, psykiske og sociale udfordringer kan komme i jobtræning, praktik og fleksjob og på den måde blive klar til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Netop den lokale placering i boligområdet er for projektleder af den boligsociale indsats Mai Green Petersen afgørende:

”Vi har været ude og interviewe målgruppen af aktivitetsparate ledige i boligområdet, og der blev det tydeligt, at der skal være et tilbud tæt på, fordi en del har problemer med angst, depression og social fobi. Det at tage en bus i 20 minutter for at møde op på arbejde kan i sig selv være udmattende eller umuligt, hvis man befinder sig i den situation.”

BOLIGSOCIALE MØDRE TIL VOKS

Med Fenja Lystlunds ord er Mai Green Petersen sammen med sin kollega Lone Kaas mødre til VOKS. Hele visionen og forretningsplan med markedsanalyse, produktudvikling, afklaring af organisering og selskabskonstruktion, foruden fundraising og inddragelse af lokalsamfundet – ja, hele etableringen af VOKS har de to boligsociale kollegaer stået i spidsen for. Et omfangsrigt og meget ressourcetungt arbejde som til gengæld betyder, at VOKS i sin grundform er målrettet og designet til Hedemarken.

Det, der gør det det hele værd for dem er, at den socialøkonomiske virksomhed sikrer en forankret beskæftigelsesindsats for aktivitetsparate, der kan eksistere udover en boligsocial helhedsplansperiode på fire år:

”Som boligsociale medarbejdere kan vi gøre en forskel i en projektperiode, men i stedet for selv at stå i front for den forandring, ville vi her hellere bruge kræfterne på at lave en konstruktion og organisering, der er uafhængig af helhedsplanen og langsigtet,” forklarer Mai Green Petersen.

Også beboerdemokratiet i Hedemarken har set en fordel i at satse på et tilbud til arbejdsløse i boligområdet. Netop arbejdsløsheden har i sin tid været med til at sætte boligområdet på ghettolisten.

I det hele taget er det for Mai Green Petersen afgørende for en socialøkonomisk virksomheds muligheder i et udsat boligområde, at både beboerdemokratiet og driftsafdelingen spiller med:

”Hedemarken har en virkelig god driftsleder, som har blik for det sociale element og de mennesker, der bor i Hedemarken. Han finder løsninger på udfordringer med etablering af lokaler og har fjernet mange bump på vejen for at en socialøkonomisk virksomhed kan have hjemme her.”

HEDEMARKEN PÅ LANDKORTET

Et minuts gang fra VOKS’ pavilloner – hen langs boligblokkene – sidder (nu forhenværende) driftsleder i Hedemarken Søren Holm på ejendomskontoret. Når Søren Holm fortæller om driftens samarbejde med VOKS bliver det hurtigt klart, at her handler drift af boligområdet om mere end vedligehold af grønne arealer og bygninger. Det handler også om, hvordan driften kan være med til at skubbe til hele opfattelsen og oplevelsen af boligområdet:

”Vi har altid haft ry for at være lukket omkring os selv. En lukket ø. Men VOKS skaber dynamik, fordi folk kommer udefra, og samtidig bliver der lukket op for nye relationer ud af boligområdet. I det hele taget tilfører VOKS åbenhed og nysgerrighed i forhold til det omkringliggende samfund.”

Også for kundedirektør i KAB og bestyrelsesmedlem i Fonden VOKS, Sanne Kjær, er det blevet tydeligt, hvor stor værdi VOKS skaber i det udsatte boligområde:

”De er meget visuelle i deres udtryk og skaber en stemning, som ikke var her i forvejen. I KAB har vi en strategi om at understøtte socialøkonomiske virksomheder, der skaber jobs og liv mellem husene. At VOKS trækker verden udenfor ind i boligområdet er helt uvurderligt. Det sætter Hedemarken på landkortet.”

FØLG MED I PROJEKTET

Denne artikel er del af en serie om socialøkonomiske virksomheder placeret i udsatte boligområder. Find tidligere artikler og film nederst i artiklen.

 

—————————————————————————————

 

FAKTA OM VOKS

Målgruppe: Aktivitetsparate, borgere i ressourceforløb og ledighedsydelse og borgere på sygedagpenge og i jobafklaringsforløb

Placering: Hedemarken i Albertslund

Opstart: 2019

Selskabskonstruktion: Erhvervsdrivende fond

Støttet af: Velux fonden

Antal personer i forløb i alt siden start: 40

Antal personer i forløb i 2021: 26

Mulig offentlig besparelse: 158.000kr om året pr. borger i Hedemarken der går fra kontanthjælp til 15 timers arbejde ifølge Landsbyggefondens Almen Potentialeberegner.

Læs mere på www.voks.nu og Albertslund Boligsociale Centers blog HER.

 

—————————————————————————————

 

FAKTA OM SOCIALØKONOMISKE VIRKSOMHEDER

En socialøkonomisk virksomhed er en privat virksomhed, der driver erhverv med det formål – gennem sit virke og indtjening – at fremme sociale og samfundsgavnlige formål (jf. lov om registrerede socialøkonomiske virksomheder).

En spørgeskemaundersøgelse foretaget af CFBU i 2021 blandt 15 socialøkonomiske virksomheder med et virke i udsatte boligområder med en boligsocial helhedsplan viser at:

  • 20% fremstiller et konkret produkt
  • 87% har som formål at arbejde med beskæftigelse
  • 87% arbejder med fællesskab og sociale netværk
  • 47% arbejder med klima og miljø
  • 60% arbejder for at skabe øget sammenhæng mellem det udsatte boligområde og resten af byen

 SE FILM OM VOKS 

ARTIKEL: SOCIALØKONOMI KAN IKKE LØBE RUNDT PÅ STORE HJERTER

Se seneste nyheder