Den bystrategiske Laudrup

CFBU har interviewet borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler om den store omdannelse af boligområdet Tåstrupgård. Det bliver til en samtale om det lokalpolitiske spil, der var ved at gå galt, og om hans personlige motivation for at sætte udsatte boligområder øverst på den lokalpolitiske dagsorden. Interviewet ligger i forlængelse af sidste måneds interview med KAB-direktør Jens Elmelund. 

Det er ikke kun fornavnet Michael Ziegler deler med Michael Laudrup. Begynder man først at sammenligne de to, er der overraskende mange sammenfald: En enestående karriere udenfor de vante arenaer, som henholdsvis Folketinget og Landsholdet udgør. En foretrukken rolle som fri spiller, der cirkulerer rundt og møjsommeligt får holdet til at fungere, for pludselig at slå til med en aflevering i det hul, ingen andre havde set. En evne til at få det svære til at se legende let ud. Og sidst, men ikke mindst, en ydmyg fremtoning grænsende til det selvudslettende både på og uden for banen.

Med stor sandsynlighed vil sidstnævnte kvalitet gøre, at Michael Ziegler ikke bryder sig om sammenligningen med Laudrup. Modsat beskyldningerne fra hans lokalpolitiske modstandere, har man ikke indtryk af en mand, der sælger sine bedrifter i pressen for opmærksomhedens skyld. Det virker snarere som om Ziegler arbejder efter forbilledet Schlüters diktum for politiske forhandlinger: Giv andre æren, så kan du selv beholde resultatet.

Hans lokalpolitiske karriere taler for sig selv: Han bliver som 21-årig valgt til byrådet i Høje Taastrup for de konservative i 1989 og bliver efter kommunalvalget i 2005 borgmester ved at danne en utraditionel alliance med Radikale Venstre, DF og Venstre. Med manøvren bryder han med 20 års socialdemokratisk styre i kommunen, og ved de efterfølgende valg fordobles de konservatives vælgerslutning i kommunen. Efter kommunalvalget i 2013 står partiet med 41 % af stemmerne i kommunen - 32 % af samtlige afgivne stemmer er gået til Michael Ziegler personligt.

Det her går helt galt

I 2016 ser det imidlertid ud som et usædvanligt lokalpolitisk nederlag er undervejs. Ziegler har investeret betydelig tid, ressourcer og politisk kapital i omdannelsen af Tåstrupgård, hvor bl.a. 185 boliger skal rives ned og den nedbrændte Selsmose-skole skal genopføres i boligområdet. Byrådet og forvaltningen er med på planerne, der nu i skitseform skal præsenteres for boligområdets beboere:

- Jeg kan huske da Jens Elmelund (KAB-direktør, red.) på det første møde stod over for beboerne, som jo havde hørt lidt om planen på rygtebasis og forklarede det her. Der var en reaktion fra salen, hvor jeg tænkte, det her går ikke. Der var protester fra nogle af dem, hvis boliger skulle rives ned, og protester fra dem, der bor tæt på de boliger, for det ville jo give en masse gener. Og når fem har sagt nej og brokket sig, så har de sat stemningen, der er også en dynamik i sådan en forsamling. Jeg sendte en sms under mødet til en af mine byrådsrepræsentanter, hvor jeg skrev: Det her går helt galt, det kommer vi ikke igennem med. Jeg var virkelig ikke glad, da jeg tog hjem fra det møde.

En mesterlig redning

Redningen kommer fra en uventet kant: Afdelingsbestyrelsen i Tåstrupgård sætter efter mødet alle sejl til for at overbevise beboerne om at tilslutte sig planen. Helt konkret udarbejdes en tryghedsgaranti med en række krav til omdannelsen (som f.eks. at den ikke må betyde huslejestigninger), som giver afdelingsbestyrelsen mandat til at forhandle de øvrige forhold på plads med kommunen:

- Afdelingsbestyrelsesformanden Ole var her og præsentere mig for tryghedsgarantien, og jeg tænkte: Shit, det her kan da ikke lade sig gøre. Men det var i virkeligheden mesterligt, for det har været afgørende for at få beboerne med på idéen. Og heldigvis viste det sig, at beboernes krav kunne indfries, ellers tror jeg ikke det var gået. Det med at huslejen ikke stiger, og det med at der også er noget for dem, hvis boliger bliver revet ned. Dem, der ikke bliver direkte berørt, de får facaderenoveringer og de kan se, at deres egne har været aktive og har stillet nogle krav. Det tror jeg har været helt afgørende.

Bankkontoen i Tåstrupgård

Ziegler har i et tidligere interview forklaret, at en af nøglerne til at opnå politiske resultater, ligger i at have støtter, der træder i karakter, når der opstår stormvejr som i Tåstrupgård. De støtter får man ved løbende ”at sætte i banken”, som han kalder det at opbygge velvilje blandt borgere og politikere. Og når stormen blev reddet af i Tåstrupgård, var det også delvist fordi han havde noget stående på bankkontoen:

- Under valgkampen i 2005 deltog jeg i et vælgermøde i Tåstrupgård. Jeg kom der mest for træningens skyld og regnede ikke med at få en eneste stemme. Undervejs var der en fyr, som rejste sig og sagde: ”I politikere taler alle sammen meget fint om Tåstrupgård, men ingen af jer ved, hvordan det er at bo her.” Jeg var den næste, som havde ordet, så jeg sagde: ”Det har du sgu ret i. Jeg vil gerne tilbyde at flytte herind en måned på prøve. Så blev jeg borgmester, og så blev det pludselig spændende at se, om jeg holdt det løfte. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle jeg. Det ophold blev en slags ”sætten i banken”, for det blev til noget andet end bare at leve op til et valgløfte. Der fik jeg sat rigtig meget i banken hos forskellige grupper, som jeg nok har trukket på siden. (Euroman 26/10-2016)

Opholdet i Tåstrupgård lægger også grunden til Zieglers kendskab og respekt for beboerne og deres måde at anskue boligområdet på, som udgør en vigtig del af manøvrerummet for fysiske omdannelser af udsatte boligområder:

- Når man nu sidder som beboer i Tåstrupgård, så har man jo ikke samme billede af en brændende platform, som vi andre har. Beboerne er jo glade for at bo der, og OK, de ved godt, at der har været problemer. For en del år siden havde brandbilerne problemer med at komme i området, og der har også været skyderi i området. Et godt eksempel er den kæmpe kampagne om Tåstrupgård, som Berlingeren kørte i 2009. Den gang var der en beboer, der tog fat i mig og sagde: ”Michael jeg kan slet ikke forstå det her, jeg kan slet ikke genkende det billede af det sted jeg bor.” Det illustrerer jo forskellen i virkelighedsopfattelsen. Det er også det, der er kunsten, for man kan ikke overtale dem ved at sige: ”Det område I bor i er helt forfærdeligt”. Den kan man ikke vinde, fordi det er de simpelthen ikke enige i, så man skal angribe det fra en anden vinkel.

Skal vi blive ved at hænge fast i det her?

Det at gennemføre en så omfattende fysisk omdannelse som i Tåstrupgård, er langtfra blot et spørgsmål om at overbevise områdets beboere. Ziegler er da også hurtig til at slå fast, at succesen lige så meget skyldes et boligselskab med høje ambitioner som et erfarent byråd, der var træt af stilstanden omkring kommunens udsatte boligområder:

- Vi havde på et tidspunkt et møde i kommunen, som handlede om vores boligsociale arbejde. Vi havde stande, hvor medarbejderne i Taastrupgaard, Gadehavegård og Charlottekvarteret fortalte hvad de lavede, og nu er der jo nogen i vores byråd, der har siddet med ganske længe, inklusiv mig selv, og som kan huske en del år tilbage. Der var en af dem, der sagde: ”Har vi ikke set det før? For 10 og 20 år siden var det det samme, og indsatserne har jo ikke reddet verden”. Der opstod simpelthen en frustration, ikke fordi de boligsociale indsatser ikke skaber en forskel for mennesker, det tror vi helt bestemt de gør, men fordi de ikke afgørende ændrer på beboersammensætningen. Spørgsmålet var og er, om vi skal blive ved med at hænge fast i det her årti efter årti, eller om vi kunne prøve at gentænke hele vores indsats og se på, hvad der skal til, hvis vi om 10 år ikke skal have udsatte boligområder?


Den kommunale administration går efterfølgende i gang med at formulere en ambitiøs strategi for kommunens udsatte boligområder. Strategien består af fem bærende elementer, der på ti år skal føre til et Høje Taastrup uden udsatte boligområder: 1. Fysiske omdannelser i stor skala som nedrivninger, trafikomlægning og opgør med de monofunktionelle boligområder 2. Kvarterprofiler, hvor menneskelige og fysiske ressourcer i de omkringliggende bydele skal være med til at løfte de udsatte boligområder 3. En boligpolitik, hvor de almene boliger fordeles bredt i hele kommunen fremfor i nogle bestemte klumper. 4. En sammenhængende indsats for udsatte familier med bedre samarbejde på tværs af de kommunale forvaltninger om at hjælpe de enkelte familier. 5. En institutions- og skolepolitik, der angriber den problemstilling at nogle institutioner og skoler har forholdsmæssigt mange udsatte børn og unge, men samme ressourcer og muligheder som mere ressourcestærke institutioner.

Ziegler roser sin forvaltning for strategien, der godt nok var et år om at blive til, men som så blev vedtaget i byrådet ”uden at ændre et komma”, og som indeholdt den ambitiøse målsætning om et Høje Taastrup uden udsatte boligområder om 10 år. Strategien er for Ziegler at se en del af forklaringen på, at den lokalpolitiske proces omkring omdannelsen af Tåstrupgård er gået så smertefrit:

- Det er nemt at få opbakning fra Byrådet, når man i forvejen har lagt en strategi. Det er også nemmere i kommunikation med omverdenen, når man kan sætte denne her konkrete udmøntning ind i en større fortælling, som handler om, at vi om 10 år ikke vil have udsatte boligområder, at vi ikke vil have, at de børn, der vokser op i de her områder på forhånd skal være dømt til at få den samme skæbne som deres forældre. At man kan koble det op på sådan en fortælling i stedet for, at det bare er en fiks idé, vi har fået i fællesskab med KAB. Det betyder noget.

Strategien giver borgmesteren mandat til at gå ind og gribe de forskellige muligheder, der løbende opstår for at omdanne Høje Taastrups udsatte boligområder. Det betyder bl.a. at han kan rykke meget hurtigt på den chance, der opstår, da KAB åbner op for at placere Selsmoseskolen i Tåstrupgård, og umiddelbart indgå realitetsforhandlinger om projektet.  

Brikker at flytte med

Vi spørger Ziegler, om han i virkeligheden ikke bare var heldig at have en anledning i den nedbrændte Selsmoseskole ift. at lave omdanne Tåstrupgård. Hvordan vil han gentage det kunststykke i de andre boligområder?

- Allerede inden Selsmoseskolen brændte, havde vi problemer med at bygningen var fyldt med PCB, og hvis vi skulle renovere den, ville det bedre kunne betale sig at bygge nyt. Så blev det højaktuelt af, at den brændte, men svaret er nej, vi var ikke bare heldige. Vi ville have haft den brik at flytte rundt med alligevel uden branden, og et andet sted i kommunen vil vi have en anden brik, vi kan flytte rundt på.

Vi skal have tilsvarende fysiske greb for Gadehavegård og Charlotteager, men hvert greb skal skræddersys til områderne. I Gadehavegård tror jeg ikke vi kan komme igennem med at rive ned, men der er andre muligheder, fordi der er så meget plads f.eks. til fortætning af boligerne, hvor man kan blande ejerformerne. Så vi har en plan for området på tegnebrættet, den skal bare gøres mere ambitiøs, pudses af og forhandles med boligselskabet. Charlotteager er vi også ved at udvikle en plan for. Her er det det nye boligområde ”Nærheden”, der giver nogle muligheder. I stedet for at opføre en ny skole kun til Nærhedens børn – en skole, der potentielt kunne dræne Charlotteagers skole for ressourcestærke børn - er målet at bygge en samlet skole for både Charlottekvarteret og Nærheden. Det vil fra start give 30 % ikke etnisk danske børn, og den procentdel vil falde, når der kommer flere tilflyttere. Blåkildegård, som er vores udsatte bobler-område, har vi også en plan for, men det er det svært at få midler fra Landsbyggefonden, fordi området endnu ikke er så udsat.

Det er en tankegang, man ifølge borgmesteren godt kunne adoptere i andre kommuner:

- Jeg tror, der rundt om i landet kan være mange anledninger til fysiske omdannelser, men hvert greb skal jo skræddersys til det pågældende boligområde og kvarter, hvor man har en udfordring, man skal løse. Det skulle være mærkeligt, hvis der rundt om i Danmark ikke var brikker, man kan flytte rundt på. Det er bare et spørgsmål om at få øje på dem. Og så er det et spørgsmål om at træffe en beslutning, om ikke at ville have de her udsatte boligområder. Kennedy fik ikke en mand på månen uden at sige, at det ville han. Det helt afgørende, er jo at træffe en beslutning om at ville derhen. At beslutte sig for ambitiøse og fundamentale løsninger i stedet for bare boligsocial indsats nummer 10, 11, 12 og 13.

Når historiebøgerne skal skrives

Men hvorfor er han så optaget af udviklingen af de udsatte boligområder, at det gennem årene er blevet en personlig mærkesag for ham? For en konservativ borgmester, der sidder sikkert i borgmesterstolen, er det måske ikke det mest oplagte at bruge så mange kræfter på. Hvad bunder hans engagement i? Opholdet i Tåstrupgård har betydet noget, med det er ikke det vigtigste, forklarer Ziegler, der runder interviewet af med at trække de store linjer op:

- Jeg er vældig optaget af den sociale dimension. Ja, jeg er konservativ, men socialkonservativ. Når jeg sidder og kigger ud på min kommune, kan jeg se vi har så mange styrkepositioner. Vi har så meget, der trækker den rigtige vej for os. Vi er danmarksmestre i jobvækst og det vælter ind med virksomheder pga. gode rammer, god infrastruktur, at vi ligger tæt på København, har lave jordpriser, og vi har dyrket det strategisk op som et styrkeområde. Vi har byudviklingsmuligheder og vi har nærhed til naturen. Så altså styrkepotentialerne er langt større end gennemsnittet, så har vi de sociale udfordringer, som også er større end gennemsnittet. Min mission er at få det til at lykkes at bruge alle disse potentialer og styrker til at knække de sociale udfordringer. Det ville jeg vældig, vældig gerne have, at de skriver i historiebøgerne om den periode, hvor jeg var borgmester.

Det kan godt være, at nogle ville sige, at det er federe at være borgmester i Gentofte eller Hørsholm, men det tror jeg ikke ville være spændende for mig. Jeg synes det er voldsomt spændende at knække nogle af de fundamentale samfundsproblemer. Det handler jo om børn, og hvilket liv de skal have. Nogle børn møder i skolen og deres liv er allerede forudbestemt. Det er virkeligheden, og det er jo ikke til at bære. Så det er en del af et større projekt for mig.

Af Nikolaj Avlund

Læs interviewet med KAB-direktør Jens Elmelund om omdannelsen af Tåstrupgård her