Hans Christian Knudsen er boligsocial leder for Det boligsociale Team i Langkærparken i Tilst, Aarhus. Han har med et nyt lektiehjælps-initiativ fået skabt ny energi hos 25 elever på 12-16 år midt under corona-sitautionen. Tilst skole har vist sig som en fremragende samarbejdspartner, og det er der en god årsag til. Hans Christian Knudsen har også erfaret et fagligt efterslæb, der giver tanker om en fremtidig indsats.
Hvad er det for et initiativ, som I kører?
– Vi kalder det populært et ’lektiehjælp-boost’, hvor vi prøver at booste, dvs. styrke, de udsatte elevers færdigheder og muligheder for bare nogenlunde at kunne følge med i lektierne nu, hvor det hele er virtuel undervisning og meget op til den enkelte elev. Det er de udsatte vi er gået benhårdt efter fra starten, og det er de elever med flest udfordringer, vi vil have fat i. Ikke nødvendigvis de, der selv synes de har et behov. Udskolingslærerne på Tilst skole visiterer, hvilke elever, som de umiddelbart kan se, ikke får lavet lektier og som ikke afleverer deres ting på nettet. De elever får vi henvist, derefter ringer vi selv til dem, og får naturligvis først forældrenes formelle accept forinden. Hvis det er helt umuligt at få kontakt til eleverne, går vi hen og henter dem. Vi har den fordel, at vi nærmest bor dør om dør med de unge.
Hvem omfatter det her projekt?
– Det er 6.-9.-klasserne. I første omgang har Tilst skole vurderet, at 25 elever har det umiddelbare behov – og det er de allermest udsatte. Vi har den udfordring, at vi naturligvis skal overholde reglerne omkring, hvor mange man må være forsamlet. Så det er 8 elever samt to lektiehjælpere, det er hvad vi max kan tage af gangen. Deltagerne sidder med to meters mellemrum, assisteret af de to lektiehjælpere, der går rundt og støtter dem i forhold til de lektier, de får fra læreren hver dag.
Nogle af de unge kommer fra ganske store familier, hvor de er presset sammen på samme areal. Børnene har derfor ofte svært ved at koncentrere sig. Der sidder bogstaveligt talt ofte en storebror og en lillebror oven i hovedet på dem med al for megen uro til følge. Nogle skal lige drøne fire gange rundt om vores bydelshus, så er de klar til at sætte sig stille og roligt ned. De socialt og fagligt udfordrede elever er de mest urolige elever, så lektiehjælperne har også helt klart en opdragende funktion. Der er da også nogle som lige skal ud og have en ekstra gang rundt om huset og dampe af. Og der er også elever, hvor vi har sagt: ”Du er simpelthen ikke motiveret i dag, kammerat – gå hjem.”
Det positive, og det, der hjælper lidt på vej er, at de er så hungrende efter at se deres kammerater, at når beskeden er, at enten sidder du stille eller også er det hjem, så hører de lidt bedre efter end de gør ovre i skolen. Og de ved naturligvis, at det er frivilligt at deltage, og vi har ingen forpligtigelse til at skulle holde på dem.
Hvem er lektiehjælperne?
– Det er en nyuddannet kandidat i religionsvidenskab, og en pædagog som er på det sidste år af pædagoguddannelsen. De har hver 15 timer om ugen mandag til torsdag fra kl 12-15.
Hvordan har forældrene modtaget det her?
– Tja, det er lidt svært at vide, det er jo udsatte familier, så jeg har erfaret, at nogle forældre stort set ingenting aner om deres børns skolegang. Om de synes det er godt eller skidt, ved jeg ikke. De har simpelthen ikke noget forhold til det. De registrerer, at deres børns lærer synes, at det er en god idé, ergo synes de også, at det er en god idé. Jeg tror ikke at de forholder sig særlig meget til problematikken, og det er også derfor, at de hører til den udsatte gruppe. Børnene har umiddelbart ikke den støtte til deres skolegang hjemmefra, som de burde have.
Så det er hjælp til skolearbejde, men samtidig også en boligsocial indsats?
– I høj grad begge dele, og jeg har fået øjnene op for, hvor fagligt svage nogle af eleverne er. Det følger dem desværre resten af livet, og det er jo også samme gruppe, der dropper ud af ungdomsuddannelserne. De får med nød og næppe klaret sig igennem Folkeskolen, og forældrene har ingen fornemmelse af, hvor deres børn er rent fagligt. Visse tosprogede forældre har ambitioner om, at deres børn skal videre i gymnasiet og til en videregående uddannelse, selv om de overhovedet ikke er egnet til det.
Hvordan sikrer du dig, at de unge ikke har Corona, når de undervises? Har du erfaret, om nogle af de familier du kender, er ramt af Corona?
– Jeg har ikke hørt om nogen, som har Corona, men det er et godt spørgsmål. Vi sikrer os ved at spørge de unge om de har symptomer, men nu du siger det, kunne vi faktisk godt spørge om de har Corona i familien, det må vi hellere stramme op på fremover.
Hvordan fik I ideen til lektiehjælpen?
– Ugen op til påske sad vi og brainstormede virtuelt, fem boligsociale medarbejdere og jeg: Når nu der er så mange ting vi ikke kan, hvad er det så vi kan i stedet? Og hvad er det vi kan gennemføre virtuelt eller fysisk i mindre grupper? Vi vidste, at de små skulle starte i skolen, og at de store i Langkærparken, sikkert også mange andre steder, ville gå for lud og koldt vand. Og i visse tilfælde ville de være i risiko for at være kurerer for nogle af de store i forbindelse med hashsalg.
Der er og var et stort behov for, at den gruppe af unge kom til at lave noget fornuftigt, og hvad kan vi som boligsociale medarbejdere gøre i forhold til det? Her kunne lektiehjælp om eftermiddagen erstatte noget, der træder i stedet for skolegang for de udsatte elever i første omgang. Med det issue som fokus søgte vi så TRYG fondens akutpulje om midler, og der fik vi svar to dage efter, at det kunne vi bare gå i gang med.
Hvordan modtager de unge undervisningen?
– De er rigtig glade for tilbuddet – også selvom vi er skrappe ved dem en gang i mellem. Det handler lige så meget om at komme hjemmefra og se nogle kammerater, men jeg tror også, at de er lidt sultne efter at komme i gang med noget fornuftigt. Motivationsfaktoren er faktisk rimelig stor. For nogle er det jo nærmest uoverskueligt, hvad de skal prioritere af opgaver, når de ikke har lavet lektier i lang tid. Lige dér går lærerne ind fra Tilst skole sammen med de to lektiehjælpere: Hvordan skal de prioritere for denne elev? Hvis han/hun har ikke lavet noget som helst lige siden de blev sendt hjem fra skole, skal det så være dansk, matematik – hvor skal vi sætte ind? Det bliver man så enige om, og der er et supergodt samarbejde, alle parter er glade for det.
Er det noget du kan anbefale andre at gøre?
– Ja, jeg synes bare man skal komme i gang, hvis man har svært ved at finde ud af, hvad man som boligsocial medarbejder skal eller kan gøre i denne her tid. Om vi havde fået pengene eller ej, havde vi nok søsat initiativet alligevel. Vi udvider nu projektet til ungdomsuddannelserne om formiddagen, hvor vi fra nu af tilbyder unge gymnasieelever studiehjælp. De studerende er 17-19 år, og vi finder dem i Langkærparken ved mund-til-mund-metoden. De undervises af de boligsociale medarbejdere, som hjælper dem fx med at finde konteksten i en opgave, som de skal aflevere.
Har du gode råd til dem, som vil starte op? Er der faldgrupper?
– Primært skal du have et godt samarbejde med skolen på forhånd. De har så travlt på skolerne, så det med at tro, at man kan få etableret et godt samarbejde med en skole, som man ikke havde et godt samarbejde med i forvejen, er en dødssejler. Der vil man få for mange nederlag ved at prøve at etablere et samarbejde. Vi lever på, at vi havde et godt samarbejde i forvejen, så det var nemt at søsætte projektet: de havde tillid til os, og de vidste ganske enkelt, hvad vi stod for.
Kan initiativet I har etableret bruges efter Corona?
– Ja, for mig personligt har det været en øjenåbner for, hvor svage nogle elever er. Vi har et frivilligt lektiehjælpstilbud sammen med Dansk Flygtningehjælp, som vi har kørt én gang om ugen før coronatiden. Det er fem timer hver torsdag, og det kører bare derudaf, men det er jo de motiverede elever, som kommer dér. Dem, der kan noget og vil noget, så det er sådan en ’luksustjans’ for de frivillige lektiehjælpere. Men jeg tror, at vi skal gøre et eller andet for de svage elever. Nu sidder jeg og laver prækvalifikation til en ny helhedsplan og jeg vil påpege, at der er noget helt galt fagligt med de unges kundskaber. Vi skal op på beatet som samfund, og der er nogle af de tosprogede elever, hvor man bare må sige, at de pessimistiske meldinger man hører en gang i mellem fra Folkeskolen om lige den gruppe, det er helt rigtigt. Vi er meget langt bagud i forhold til at få brudt den negative sociale arv.