Tryghed i udsatte boligområder

Selvom Danmark er i top fem over de tryggeste lande i verden, er der udbredt utryghed blandt beboerne i Danmarks udsatte boligområder. Denne utryghed skyldes bl.a. hærværk og utryghedsskabende adfærd, og i mindre grad

egentlig kriminalitet. CFBU har kortlagt kilderne til utryghed og udpeger indsatser, der kan bekæmpe utryghed i landets udsatte boligområder. 

Derfor er der utryghed i udsatte boligområder

Hvor tryg føler du dig ved at færdes i dit boligområde efter mørkets frembrud? Sjovt spørgsmål, det har jeg ikke lige tænkt over, vil mange danskere nok svare, og Danmark er da også blandt de fem tryggeste lande i den vestlige verden.

Det gælder imidlertid ikke en række udsatte boligområder, såsom Mjølnerparken og Tingbjerg i København, hvor der er udbredt utryghed blandt beboerne.

De seneste år har derfor med god grund budt på et væld af tryghedsindsatser som hotspot, gadeplansindsatser og tryghedsvandringer i udsatte boligområder for at imødekomme problemerne.

Om udgivelsen

Titel: Tryghed i udsatte boligområder

Forfatter: Nikolaj Avlund 

Udgivelse: November 2012

Sideantal: 51

Download rapport

Men hvad er utryghed i et boligområde, og hvordan genskaber man trygheden? CFBU har identificeret en række faktorer, som er afgørende for tryghedsniveauet i et boligområde. Det er f.eks.: 

  • Nabolagsproblemer – Beboernes oplevelse af bl.a. utryghedsskabende adfærd og kriminalitet. En oplevelse, der ofte bygger på snak med naboer og mediedækning.
  • Netværk – Beboernes gensidige kendskab og tillid.
  • Fysiske rammer – Synlige tegn på kriminalitet som f.eks. hærværk, skrald og ulovlig graffiti, og indretningen af det offentlige rum, der kan gøre det svært for beboerne at holde øje med hinandens gøren og laden.
  • Individfaktorer – Beboernes køn, alder, etnicitet og sociale udsathed, som er med til at påvirke den enkeltes oplevelse af tryghed.

Det er langt fra alle udsatte boligområder, der er plaget af utryghed. Det er derfor en god idé at måle trygheden i det enkelte boligområde, inden man sætter en tryghedsindsats i gang.

I rapporten 'Tryghed i udsatte boligområder’ er der udformet en kortfattet tryghedsguide med gode råd samt et spørgeskema, der kan bruges til tryghedsmåling i et boligområde.

KONTAKT

Nikolaj Avlund 

nav@cfbu.dk

61 65 70 63

Download rapport