Naboskab i udsatte boligområder

Der er gode grunde til fortsat at arbejde på at styrke naboskabet i udsatte boligområder, viser en ny rapport fra Center for Boligsocial Udvikling - CFBU. 

Rapporten sætter for første gang tal på naboskabet i udsatte boligområder sammenlignet med andre danske byområder.

Godt naboskab er ikke en selvfølge, men varierer meget mellem forskellige typer byområder. Det viser en ny undersøgelse fra CFBU, hvor beboerne i henholdsvis udsatte boligområder og på landsplan er blevet spurgt til deres forhold til deres naboer.

Undersøgelsen viser, at naboskabet i de udsatte boligområder er markant dårligere end på landsplan. Kun omkring 32 % af beboerne i de udsatte boligområder vurderer samlet set naboskabet i deres boligområde positivt, hvor det på landsplan er hele 75 % af de adspurgte.

Fakta

Om rapporten

Titel: Naboskabet - En måling af naboskabet i udsatte boligområder sammenlignet med andre boligområder i Danmark

Forfattere: Anne Maria Foldgast, Majken Rhod Louise & Weber Madsen

Udgivelsesdato: April 2015

Sidetal: 44

Download rapporten

Det gode naboskab er for de fleste en meget sammensat størrelse, og i undersøgelsen spørges derfor ind til en række delaspekter ved beboernes oplevelse af naboskabet i deres boligområde. Her viser det sig bl.a., at 43 % af beboerne i udsatte boligområder ikke vil bede deres naboer om at opbevare en ekstra nøgle. Det gælder kun 10 % af de adspurgte på landsplan. Samtidig er kendskabet og tilliden mellem beboerne markant svagere i udsatte boligområder end på landsplan.

De svage sociale relationer mellem beboerne er bl.a. et problem, fordi det gør det svært at bringe beboernes egne ressourcer og netværker i spil, når en negativ udvikling i boligområdet skal vendes. Der er derfor et markant behov for at skabe og støtte en positiv udviklingsspiral, hvor beboernes tilhørsforhold og sociale ressourcer udvikles og hvor deres engagement i boligområdet styrkes.

- Undersøgelsen viser med al tydelighed behovet for at forbedre naboskabet i de udsatte boligområder og styrke relationerne mellem beboerne. Det gør man allerede i dag i mange af boligområderne, og uden disse indsatser ville tallene sandsynligvis se værre ud.

Derfor indeholder rapporten også en række gode eksempler på, hvordan man forbedrer naboskabet. Det er f.eks. ”opgangsambassadører”, som agerer døråbner for beboere som isolerer sig eller fælleshuse, hvor boligområdets foreninger mødes. Vi vil sætte yderligere fokus på dette område i 2015 for derigennem at kunne udpege særligt virksomme metoder til at styrke naboskabet
, siger Birgitte Mazanti, Centerleder i CFBU.

Kontakt

Anne Maria Foldgast

amf@cfbu.dk

50 89 45 07

Download rapporten