Hotspot slutevaluering

Fire års hotspotindsatser i otte danske boligområder har resulteret i markant færre sigtede unge og anmeldelser af borgervendt kriminalitet.

Nøglen til de flotte resultater ligger bl.a. i hotspotsekretariaternes koordinering af de kriminalpræventive indsatser i områderne, konkluderer CFBU's slutevaluering af hotspotpuljen.

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter har i perioden 2010-2014 støttet særlige hotspotindsatser i otte udsatte boligområder med høj ungdomskriminalitet. En hotspotindsats er en intensiveret tværgående indsats med særlig vægt på at koordinere de allerede eksisterende kriminalpræventive indsatser i boligområdet, og at skabe alternativer til en gadeorienteret livsstil hos de unge. Formålet er at reducere kriminaliteten og øge tryghedsfølelsen blandt områdets beboere.

Evalueringen sammenligner gennemgående resultaterne i hotspotområderne med en gruppe kontrolområder uden hotspotindsatser.

Om rapporten

Titel: Hotspot - Slutevaluering af hotspotpuljen

Forfattere: Lasse Kjeldsen, Anne Marie Foldgast, Astrid Marie Sonne-Frederiksen & Ane Glad

Udgivelsesdato: December 2015

Sideantal: 61

Download evalueringen Download baggrundsrapport Download håndbog

Når antallet af sigtede unge under 18 år i hotspotområderne er faldet med en tredjedel fra 2009 til 2013, er det et signifikant større fald end i kontrolområderne og i landet som helhed. Det giver et stærkt belæg for, at hotspotindsatserne har haft en positiv effekt på antallet af kriminelle unge.

Samtidig er antallet af anmeldelser af alvorlig og personfarlig kriminalitet faldet med 38 pct. fra 2010 til 2014 (fra 24 til 15 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere). I kontrolområderne er antallet af anmeldelser i samme periode kun faldet med 16 pct. (fra 25 til 21 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere). Det tyder på, at hotspot også har været i stand til at nedbringe den borgerrettede kriminalitet i boligområderne.

På uddannelsesområdet ser det også positivt ud: Andelen af unge over 18, der er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse er steget markant mere i hotspotområderne end i kontrolområderne samt i resten af landet.

De flotte resultater er først og fremmest opnået, fordi kommunerne har udnævnt et hotspotchef som ansvarlig for at styre og koordinere det kriminalpræventive arbejde i boligområdet. Hotspotcheferne har styrket det kriminalpræventive samarbejde mellem kommune, boligorganisation, politi og civilsamfund, og ikke mindst internt mellem kommunens forskellige forvaltninger og administrative niveauer.

Hotspot har samtidig styrket det kriminalpræventive arbejde ved at igangsætte supplerende aktiviteter - primært i form af en opsøgende gadeplansindsats. Det har givet tillidsfulde relationer til målgruppen af kriminelle og kriminalitetstruede unge, som er svær at nå med kommunernes øvrige tilbud. Gennem det opsøgende gadeplansarbejde har det været muligt tidligt at identificere problemer og give de relevante aktører mulighed for at gribe hurtigt ind.