Hjem / Udgivelser / Gadeplan – Slutevaluering
udgivelse
28. oktober 2015

Gadeplan – Slutevaluering

Opsøgende gadeplansindsatser viser, hvordan man kan holde enkelte unge ude af kriminalitet gennem en sammenhængende indsats på tværs af skole-, familie-, fritids- og gadeliv.

Det er dog samlet set ikke lykkedes at mindske ungdomskriminaliteten i 17 udsatte boligområder, som ellers var målsætningen med puljen for gadeplansindsatser. Det fremgår af Center for Boligsocial Udviklings slutevaluering af puljen.

Satspuljemidler har i perioden 2010-2014 støttet opsøgende gadeplansarbejde i 17 udsatte boligområder. Indsatserne har gennem opsøgende gadeplansarbejde skabt kontakt til unge i den kriminelle risikozone, og hjulpet dem med at løse de problemer, der står i vejen for at komme på ret spor. Indsatserne har været lokalt tilpassede og fokuseret på at skabe sammenhæng i de udsatte unges liv, som ofte er præget af problemer ift. både i familien, i skolen og i fritiden. Hvor mange andre indsatser fokuserer på et enkelt af disse aspekter, er gadeplansindsatserne gået på tværs og har samarbejdet med bl.a. sociale myndigheder, fritidsklubber og uddannelsessteder om at skabe holdbare løsninger for den enkelte unge.

Slutevaluering samler resultater og erfaringer

CFBU indgik i 2011 en aftale med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter om at følge puljen for helhedsorienterede gadeplansindsatser for bl.a. at undersøge de opnåede resultater og uddrage læring. CFBU udgav i 2012 en midtvejsevaluering, og den nye rapport udgør slutevalueringen af puljen.

Evalueringen viser, at en del af de opsøgende gadeplansindsatser har hjulpet kriminelle og kriminalitetstruede unge ud af kriminalitet og godt videre i livet. Et eksempel er mentorindsatserne i Vollsmose, hvor 53 unge mænd er blevet hjulpet i arbejde og uddannelse.

  • Der er positive erfaringer med at kombinere opsøgende gadeplansarbejde med en sammenhængende, helhedsorienteret indsats tilpasset den enkelte unge. Indsatsen skal tage udgangspunkt i den enkelte unges livssituation og gå på tværs af de livsarenaer, hvor den unge optræder: dvs. skolen, fritidslivet, arbejdspladsen, familien og ikke mindst gadelivet med vennerne i boligområdet, siger specialkonsulent Lasse Kjeldsen, CFBU.

Samlet set har de 17 indsatser dog ikke formået at påvirke ungdomskriminaliteten i områderne, som ellers var målsætningen med puljen. Det viser evalueringen ved at sammenligne indsatsområderne med 29 kontrolområder uden gadeplansindsatser. Lasse Kjeldsen forklarer:

  • Når ungdomskriminaliteten samlet set ikke er nedbragt, skyldes det dels at for få af indsatserne efter vores vurdering har leveret en fokuseret, sammenhængende og helhedsorienteret indsats målrettet de kriminelle unge. De steder, hvor der er ydet en intensiv individuel indsats, som kan forventes at være virksom, er den til gengæld givet til relativt få unge. Det betyder igen, at effekten ikke er stor nok til at nedbringe den samlede ungdomskriminalitet i områder.
Om rapporten

Titel: Gadeplan – Slutevaluering af 17 indsatser under puljen for helhedsorienteret gadeplansindsats

Udgivelsesdato: Oktober 2015

Sideantal: 97

Se seneste udgivelser