Den danske hotspotmodel

Det er en velkendt situation i mange udsatte boligområder: På den ene side forhøjede kriminalitetsrater og utryghed blandt beboerne. På den anden side et væld af kriminalitetsforebyggende indsatser i regi af f.eks. SSP, boligsociale helhedsplaner, kommunale forvaltninger eller andre med støtte fra en række offentlige eller private puljer og organisationer.

Håndbogen "Den danske hotspotmodel" gennemgår hotspotmodellens vigtigste komponenter, kommer med en række anbefalinger til at organisere og drive en hotspotindsats, og beskriver effekten i boligområderne.

Det hele bygger på Center for Boligsocial Udviklings evaluering af de otte danske hotspotindsatser for Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. I evalueringsrapporten kan den særligt interesserede læse mere om hotspot.

Om rapporten

Titel: Den danske hotspotmodel

Forfatter: Nikolaj Avlund

Udgivelse: 2015

Sideantal: 16

Download håndbogen Download evaluering Download baggrundsrapport

De mange investerede ressourcer burde resultere i faldende kriminalitetsrater, men ofte er det ikke tilfældet. Problemet er bl.a. at de mange indsatser konkurrerer om den samme lille målgruppe af unge mænd i den kriminelle risikozone, at indsatserne har ikke fingeren på pulsen hos målgruppen, og at de unge oplever hjælpen fra de forskellige instanser som usammenhængende, langsom og ineffektiv.

Problemet er ikke nyt og det er heller ikke specifikt dansk. Går vi ti år tilbage i tiden står en række boligområder i Rotterdam i Holland med præcis samme udfordring. I stedet for de sædvanlige hensigtserklæringer om bedre samarbejde og koordinering, prøver man noget nyt: Man etablerer et hotspotsekretariat, hvor en hotspotchef og nogle medarbejdere får til opgave systematisk at involvere de relevante aktører og koordinere boligområdernes indsatser.

Det viser sig at virke; kriminaliteten falder og trygheden blandt beboerne i de hollandske boligområder stiger. Men kan udviklingen tilskrives hotspotindsatsen, og kan man overføre idéen til en dansk kontekst?

Svaret er ja til begge dele. Når vi kan sige det med rimelig sikkerhed, er det fordi otte danske boligområder i 2010 tager tråden op fra Holland og gennemfører deres egne hotspotindsatser frem til 2014. Områdernes sigtelses- og anmeldelsesrater falder i perioden signifikant mere end raterne i tilsvarende områder uden hotspotindsatser.

Efter de otte pilotprojekters succes, er tiden nu kommet til at rulle hotspotmodellen ud i andre boligområder med kriminalitets- og tryghedproblemer. Dette hæfte er skrevet til den eller dem, der vil starte deres egen hotspotindsats op.