Hjem / Udgivelser / Samarbejde mellem UU vejledninger og boligsociale indsatser
udgivelse
28. juni 2016

Samarbejde mellem UU vejledninger og boligsociale indsatser

Stadigt flere unge i udsatte boligområder får en videregående uddannelse, men gruppen af unge uden uddannelse er fortsat markant større end på landsplan.

Denne håndbog fra Center for Boligsocial Udvikling viser vejen til større sammenhæng i de lokale uddannelsesindsatser og bedre samarbejde mellem de professionelle i boligområderne.

CFBU samlede i starten af 2016 UU vejledere, boligsociale medarbejdere og andre interessenter til to velbesøgte konferencer. Målet var bl.a. at få lokale praktikere og beslutningstageres bud på, hvordan UU i samarbejde med det boligsociale felt kan styrke uddannelsesindsatsen for unge i udsatte boligområder.

CFBU har nu samlet de mange erfaringer, input og gode råd fra konferencerne i håndbogen ”Samarbejde mellem UU vejledninger og boligsociale indsatser”, der også bygger på seks case-undersøgelser i udsatte boligområder.

Håndbogen beskriver hvordan de kommunale UU vejledninger og de boligsociale uddannelsesindsatser hver for sig kan have svært ved at nå de udsatte unge i restgruppen uden uddannelse, og hvordan bedre samarbejde kan være nøglen til succes.

Håndbogen samler en række gode råd fra fagfolkene, som bl.a. handler om at arbejde med de toneangivende unge i boligområdet, at være til stede i boligområdet og benytte andre lokale aktiviteter som indgang til de unge.

Håndbogen tager også afsæt i CFBU’s rapport ‘På vej frem‘, der sætter tal på uddannelsesmønstrene blandt unge i udsatte boligområder.

I håndbogen opstilles tre modeller for lokalt fokuserede samarbejder om uddannelse og en tjekliste for det gode samarbejde. Mette Fabricius Madsen, der er forfatter til håndbogen, forklarer:- De to konferencer var en virkelig positiv oplevelse. De fagfolk, vi havde samlet, er jo eksperter i at få de her unge i gang med en uddannelse og hjælpe dem med at holde fast. Og der var en meget bred erkendelse blandt de professionelle af, at de er nødt til at arbejde bedre sammen for at rykke de unge. Der er en stærk vilje til at rykke blandt de forskellige parter, men usikkerhed om, hvordan man lokalt kan etablere stærkere samarbejder. Det håber vi at kunne råd bod på med håndbogen.

RÅDGIVNING, SPARRING ELLER OPLÆG OM DET GODE SAMARBEJDE

Arbejder du med uddannelsesindsatser for unge i udsatte boligområder, og har du brug for mere konkrete råd til, hvordan jeres lokale samarbejde kan forbedres, så rykker CFBU gerne ud og bidrager med oplæg, sparring eller rådgivning. Vores rådgivning er gratis.

Om håndbogen

Titel: Samarbejde mellem UU vejledninger og boligsociale indsatser

Udgivelsesdato: Juni 2016

Sideantal: 24

Specialkonsulent
Natasja Lund
Tlf. 30 99 03 41
nlu@cfbu.dk
Kontakt Natasja, hvis du ønsker at høre mere eller få sparring på en konkret udfordring.

Se seneste udgivelser