Ressourcestærke beboere

I rapporten Ressourcestærke beboere belyses flyttemønstrene blandt ressourcestærke i udsatte boligområder.

Analysen viser bl.a. at områderne har mange beboere på gennemtræk, og at de mest ressourcestærke også er mest tilbøjelige til at flytte fra områderne.

Danmarks udsatte boligområder er bl.a. karakteriseret ved et markant lavere uddannelsesniveau og en lavere beskæftigelsesfrekvens end det øvrige Danmark. Mange områder arbejder på forskellig vis med at fastholde de ressourcestærke beboere, og CFBU har derfor analyseret hvilke faktorer, der gør ressourcestærke beboere mere eller mindre tilbøjelige til at blive boende i boligområderne.

Analysen omfatter de 200 største almene boligområder, hvor der hvert år flytter ca. 18.000 ressourcestærke beboere ud af områderne.

- Der er over en årrække set ganske mange ressourcestærke, der flytter, og det er et væsentligt tab for de lokale fællesskaber. Opgaven er derfor fortsat at få flere ressourcestærke til at blive boende i områderne, siger medforfatter til rapporten, Ane Glad.

Om Udgivelsen

Titel: Ressourcestærke beboere - en analyse af flyttemønstrene blandt ressourcestærke beboere i de 200 største almene boligområder

Forfattere: Søren Brink Larsen, Ane Glad & Nikolaj Avlund

Udgivelsesdato: Juni 2017

Sidetal: 22

Download rapporten

Flyttetilbøjeligheden øges mest, når ressourcestærke flytter fra eller sammen med en partner. Det er et resultat, der formentlig ligner den øvrige befolkning, og som samtidig kan være svært at påvirke. 

- Vi kan også se, at blandt de ressourcestærke børnefamilier er de mest ressourcestærke signifikant mere tilbøjelige til at flytte. Så snart de har mulighed for at flytte, gør de det. En del af forklaringen ligger nok i, at mange børnefamilier gerne vil have at deres børn starter i en god skole eller daginstitution, og så bliver de udsatte områder ofte valgt fra, siger Ane Glad.

Analysen er registerbaseret og bygger derfor udelukkende på oplysninger om beboerne som optræder i Danmarks Statistik. Det betyder, at mulige forklaringer på fraflytningen som eksempelvis utryghed eller dårligt naboskab ikke indgår i analysen. Disse faktorer vil blive belyst i en opfølgende undersøgelse af fraflytningen fra udsatte boligområder.

Fakta om ressourcestærke

  • I undersøgelsen defineres ressourcestærke som lønmodtagere og studerende samt ledige eller personer uden for arbejdsmarkedet, der bor sammen med en lønmodtager eller en studerende.
  • De ressourcestærke udgør ca. 66 % af beboerne i de 200 største almene boligområder, hvilket dækker over ca. 120.000 personer mellem 22 og 59 år. På landsplan udgør de ressourcestærke 85%.
  • 15 % af de ressourcestærke i udsatte boligområder flytter fra områderne hvert år.
  • Faktorer, der øger de ressourcestærkes fraflytning: En partnerændring samt at være del af en børnefamilie med dansk baggrund
  • Faktorer, der mindsker de ressourcestærkes fraflytning: At blive ældre samt at være del af   en børnefamilie med etnisk baggrund

Kontakt