Hvad betyder de mange boligsociale begreber og hvem er de forskellige aktører? Det er ikke kun nybegyndere og journalister, der har svært ved at finde rundt i den boligsociale jungle.
Nedenfor har du derfor vores bud på en boligsocial ordbog, der kaster lys over de vigtigste forhold på området. Tjek også vores organisationsdiagram for det boligsociale område, der sætter de vigtigste aktører i forhold til hinanden.
A
Afdelingsbestyrelse
Almene boliger
Almene boligforeninger
Almene boligorganisationer
Beboerdemokratiet i en almen boligforening kommer først og fremmest til udtryk ved, at beboerne vælger en bestyrelse for deres afdeling, der har ansvar for driften, og samtidig varetager afdelingens interesser i den almene boligorganisation, afdelingen er del af. Afdelingsbestyrelsen består udelukkende af beboere fra den pågældende afdeling, og medlemmerne af bestyrelsen vælges ved en årlig generalforsamling.
En almen bolig bygges og drives af almene boligorganisationer. Ældre almene boliger kan dog også være bygget og drevet af kommuner, regioner eller selvejende institutioner. I Danmark er der i alt cirka 550.000 almene boliger, som udgør 20 % af alle boliger i Danmark. De almene boliger drives på et nonprofit grundlag, hvilket betyder, at de drives uden fortjeneste og at huslejen går til vedligeholdelse og drift af ejendommen.
Modsat socialt boligbyggeri i mange andre europæiske lande, er det ikke et krav, at man har lav indkomst for at komme i betragtning til en almen bolig. Alligevel har nogle almene boligområder en skæv beboersammensætning med en stor andel ressourcesvage beboere og benævnes derfor udsatte boligområder.
Almene boligforeninger er foreninger, der driver og udvikler almene boliger. Boligforeningerne indgår for det meste i en boligorganisation, hvor de så kaldes afdelinger. Boligforeningerne har en afdelingsbestyrelse, der repræsenterer beboerne og vælges af alle myndige beboere i boligområdet ved en årlig generalforsamling.
Almene boligorganisationer består af en række almene boligforeninger, der på et tidspunkt har sluttet sig sammen i en fælles organisation. Boligforeningerne bliver så afdelinger i boligorganisationen. I 2014 var der i alt ca. 750 boligorganisationer med i alt ca. 7700 boligafdelinger.
B
Beboerdemokrati
BL - Danmarks Almene Boliger
Boligsocial
Boligsocialnet
Beboerdemokratiet er fundamentet i det almene boligbyggeri i Danmark. Det er en styreform, hvor beboerne får indflydelse på de beslutninger, der bliver taget om afdelingens regler, økonomi, vedligeholdelse, pasning af de fælles arealer og sociale aktiviteter for beboerne. Hvis afdelingen skal have renoveret legepladsen, have nye vinduer eller nye møbler i selskabslokalet, kan beboerne få indflydelse på, hvornår og hvordan dette skal foregå. Denne indflydelse sker gennem afdelingsbestyrelsen samt på afdelingsmøder, hvor beboerne stemmer om vedtagelsen af de forskellige tiltag.
BL – Danmarks Almene Boliger (tidligere Boligselskabernes Landsforening) er en interesse- og brancheorganisation for cirka 650 almene boligorganisationer med tilsammen mere end 560.000 boliger fordelt på ca. 7700 boligafdelinger.
BL arbejder for sine medlemmers og beboernes interesser ved at øve indflydelse på den almene boligsektors udvikling både økonomisk, teknisk og socialt. Det foregår i praksis ved at repræsentere de almene boligorganisationer i forhold til de offentlige myndigheder, ved at servicere og rådgive de almene boligorganisationer og ved at uddanne beboere og personale i beboerdemokrati, ledelse og administration.
BL - Danmarks Almene Boliger deler lokalitet og adm. direktør med Landsbyggefonden, og organisationen udpeger ligeledes majoriteten i Landsbyggefondens bestyrelse.
BL- Danmarks Almene Boliger er repræsenteret i CFBU's bestyrelse.
Begrebet "boligsocial" opstod i i 1980'erne, hvor almene boligorganisationer i stigende grad begyndte at iværksætte sociale indsatser i bestemte boligområder. Indsatserne blev iværksat som svar på en voksende social opsplitning af boligmarkedet med en stærk koncentration af flygtninge, indvandrere og ressourcesvage i nogle almene boligområder.
Det boligsociale arbejde har traditionelt været opdelt i tre områder:
- udvikling af lokalsamfund baseret på selvorganisering af beboergrupper.
- samarbejde mellem etablerede parter om udviklingen af lokalsamfundet.
- planlægning af bedre rammer og vilkår for lokalsamfundet.
Begrebet "boligsocial" anvendes i dag som et samlende udtryk for sociale indsatser, finansieret og drevet af almene boligforeninger i modsætning til lokale indsatser finansieret og drevet af kommuner. I praksis er dog ofte overlap mellem de to typer indsatser (f.eks. medfinansierer kommunerne ofte 25 % af de boligsociale helhedsplaner).
Begrebet anvendes ofte fejlagtigt om hele boligområder (boligsociale områder), sandsynligvis som erstatning for betegnelser som udsatte boligområder eller lign.
Boligsocialnet er et sekretariat i BL- Danmarks Almene Boliger, der i samarbejde med KL - Kommunernes Landsforening, har til opgave at sikre faglig udvikling til de ca. 450 medarbejdere ved de boligsociale helhedsplaner.
Boligsocialnet arrangerer bl.a. netværks- og videndelingsmøder, kursustilbud og konferencer mm. og deltager i diverse faglige følgegrupper, der har indflydelse på rammerne for det boligsociale arbejde. Herudover opsamler og videreformidler Boligsocialnet viden til boligsociale medarbejdere og kommuner.
Læs mere på www.boligsocialnet.dk
E
Effektmåling
Elevatoreffekt
Evaluering
Evidensbaseret
Effektmåling af f.eks. boligsociale indsatser har til formål at skabe en viden om, hvorvidt der kommer de tilsigtede effekter ud af den indsats, der gennemføres. Formålet med effektmåling af boligsociale indsatser er derfor overordnet at besvare spørgsmålet Hvilken effekt har indsatsen for brugerne/boligområdet sammenholdt med, hvis brugerne/boligområdet ikke havde modtaget indsatsen?
For at kunne svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at sammenligne brugere, der indgår indsatsen (eller boligområder med en indsats) med personer eller områder, der ikke modtager indsatsen (eller med boligområder uden en indsats). Personer eller boligområder uden indsats kaldes her kontrolgruppen.
Denne i udgangspunktet medicinske målingsmetode er af en række grunde vanskelig at anvende til at måle virkningen af f.eks. boligsociale indsatser. Det er f.eks.:
- Vanskeligt at stille sammenlignelige kontrolgrupper op. Indsatsen gives typisk til brugere eller boligområder, der har nogle særlige problematikker, og det er ofte vanskeligt at finde brugere eller boligområder med de samme problematikker, der ikke samtidig modtager en anden indsats.
- Vanskeligt at tilvejebringe data om brugerne og indsatsen, der er præcis, detaljeret og systematisk nok til at anvende til en effektmåling.
- Vanskeligt at isolere effekten af den enkelte indsats, fordi der i de fleste udsatte boligområder arbejdes med en række sideløbende indsatser, der influerer mål- og kontrolgrupperne.
På trods af bl.a. disse forhold er effektmålinger generelt efterspurgte blandt beslutningstagere på det sociale område, fordi de på andre områder (som f.eks. det medicinske) giver et relativt sikkert grundlag for at prioritere mellem forskellige typer indsatser.
Elevatoreffekten betegner det forhold, at mange udsatte boligområder gennem fokuserede indsatser, beboernes netværk mm. over tid formår at "løfte" en del af beboerne fra at være ressourcesvage til at blive ressourcestærke, for derefter igen at løfte dem ud af boligområdet (ressourcestærke beboere tenderer til at flytte fra boligområderne).
Elevatoreffekten kan dermed forklare, hvorfor boligsociale og andre områdefokuserede indsatser sjældent formår at ændre den skæve beboersammensætning i de udsatte boligområder. Lykkes det f.eks. indsatserne at få ressourcesvage beboere i beskæftigelse, vil disse tendere til at flytte fra boligområdet, og deres lejlighed vil så ofte blive overtaget af ny ressourcesvag beboer (ikke sjældent som følge af den kommunale anvisningsret).
Elevatoreffekten er de seneste er blevet dokumenteret i flere omfattende undersøgelser af bl.a. Gunvor Christensen.
Evaluering dækker over en faglig undersøgelse og vurdering af, hvorvidt gennemførelsen og resultaterne af f.eks. en specifik indsats er gået i forhold til de forventninger, der har været, inden indsatsen er påbegyndt.
At en indsats er "Evidensbaseret", vil sige, at den er blevet afprøvet og videnskabeligt evalueret med positive resultater andetsteds, inden den iværksættes. Selvom brugen af begrebet ofte indikerer, at der skal ligge en bestemt type omfattende og/eller kvantitativt baserede metoder til grund for at opnå betegnelsen "evidensbaseret", så er dette ikke nødvendigvis et krav.
At en indsats er evidensbaseret vil derfor i udgangspunktet blot sige, at der foreligger en eller anden form for "bevis" for indsatsens virkning (på engelsk "evidence"). Evidensen kan altså lige så vel være begrundet i kvalitative som i kvantitative undersøgelser af indsatserne.
Er man interesseret i evidensen for virkningen af en bestemt indsats, er spørgsmålet derfor nærmere, hvor evidensbaseret indsatsen er? Her opererer en del fagfolk med den såkaldte "evidensstige", der rangordner forskellige typer af evalueringer efter hvor metodisk stærke de er, og dermed hvor sikker evidensen for virkningen er.
Øverst i hiearkiet ligger de randomiserede, kontrollerede studier, mens kvalitative undersøgelser af en indsats ligger lavest i hierarkiet. Evidensstigen rangordner således evalueringsmetoderne efter hvor uafhængige de er af "bias", hvilket vil sige forskerens, indsatsleders, deltagernes eller andre interesse i at frembringe et bestemt resultat. Jo mere uafhængig af disse interesser metoden er, desto højere bevæger den sig op på evidensstigen.
På det boligsociale område er det ofte vanskeligt at gennemføre evalueringer, der ligger øverst på evidensstigen. Det skyldes bl.a., at deltagerne i indsatserne ikke udvælges tilfældigt, at indsatserne ikke implementeres ensartet og at det ofte er meget omkostningsfuldt at udarbejde det relevante statistiske datamateriale. Samtidig kan kvalitative casestudier, der ligger lavest i evidenshierarkiet, ofte være den bedste og billigste måde at opsamle praktiske erfaringer fra indsatserne, der tjene til at forbedre fremtidige indsatser.
F
Fleksibel udlejning
Fællessekretariater
Fleksibel udlejning er et redskab, kommuner kan tage i anvendelse for at ændre beboersammensætningen i udsatte boligområder, så koncentrationen af bl.a. beboere uden arbejde mindskes. Den fleksible udlejning består i, at personer med et af nedenstående kriterier hurtigere end andre kan få anvist en almen bolig:
- Personer med tilknytning til arbejdsmarkedet , som arbejder minimum 25 timer om ugen.
- Unge under 35, der er under uddannelse eller tilknyttet arbejdsmarkedet.
- Seniorer (55+ år), der ønsker at flytte til en ældrevenlig bolig eller ønsker at flytte tættere på familie eller slægtninge der er bosat i den pågældende kommune.
- Separerede eller skilte par.
I en del danske byer har de boligorganisationer, der har iværksat boligsociale helhedsplaner, valgt at oprette fællessekretariater, der koordinerer det boligsociale arbejde i byens udsatte boligområder. Fællessekretariaterne varetager ligeledes ofte administrative og personalemæssige forhold for de boligsociale helhedsplaner.
G
Ghetto
Ghettolisten
Ghettobegrebet har i de senere år vundet stigende indpas i den offentlige debat og almindelige sprogbrug i Danmark, bl.a. i forbindelse med offentliggørelsen af de årlige ghettolister. Begrebet ghetto bruges i dag primært om boligområder med en høj koncentration af lavindkomstgrupper, etniske og religiøse minoriteter, kriminelle, folk uden for arbejdsmarkedet mv.
Man kan spore jødiske ghettoer næsten 1000 år tilbage, og begrebet har tidligere på forskellig vis været knyttet til boligområder med etnisk homogen befolkningssammensætning. I nogle ghettoer (som de jødiske i Europa) har beboerne været lovmæssigt påtvunget at bo, mens andre ghettoer (som de afroamerikanske i USA) har været kendetegnet ved en strukturelt betinget koncentration af fattige, arbejdsløse eller på anden vis marginaliserede beboere.
I dansk sammenhæng er ghettobegrebet de seneste år undergået en betydelig omfortolkning; hvor begrebet oprindeligt dækkede over boligområder med en homogen beboermasse, bruges det i dag om boligområder med en meget høj grad af etnisk diversitet. Gellerupparken i Århus huser f.eks. op imod 40 forskellige etniske minoriteter.
Samtidig er brugen af begrebet omstridt, både på grund af ovenstående betydningsændring, og fordi det, efter mange fagfolks mening, stigmatiserer de boligområder, der omtales som ghettoer. De fleste fagfolk foretrækker derfor at anvende andre betegnelser som f.eks. udsatte boligområder.
Ghettolisten betegner en liste over udsatte boligområder, som hvert år offentligøres d. 1 december. Listen blev første gang offentliggjort i 2010 af det daværende Socialministerium, og i forbindelse med boligaftalen 2013 blev listen omdøbt til ”Listen over særligt udsatte boligområder” samtidig med at kriterierne for udarbejdelsen af listen blev ændret. I dag udarbejdes og offentliggøres listen af Trafik-, Bygnings- og Boligministeriet.
Udarbejdelsen af listen foregår hvert år som følger: Pr. 1. oktober hvert år opgøres en liste med almene boligområder med mindst 1.000 beboere, der opfylder mindst tre ud af følgende fem kriterier:
- Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).
- Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
- Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Listen har fra starten været genstand for debat. Fortalere har fremhævet, at listen sætter fokus på problemstilingerne i boligområder, motiverer de givne kommuner til at gøre noget ved problemerne og at områderne på listen får adgang til at ansøge forskellige projektpuljer for at vende udviklingen. Modstandere har fremhævet, at listen stigmatiserer de nævnte boligområder og gør det svært at få ressourcestærke til at flytte til områderne, at kriterierne for udvælgelsen forekommer tilfældige samt at en registerbaseret udvælgelse betyder inkludering af boligområder uden store problemer.
Listen indgår pt. som en del af det 4-årige boligforlig fra 2014 mellem S, R, SF, Ø, DF og K. Eventuelle ændringer i udarbejdelsen af listen kan derfor indtil December 2018 kun ske med godkendelse fra forligsparterne.
H
Helhedsorienteret
Helhedsplan med boligsocialt indhold
Helhedsorienterede indsatser på det boligsociale område bygger på en forståelse af, at problemerne i udsatte boligområder ofte hænger sammen og ikke kan løses særskilt. Det gælder både problemer for den enkelte beboer og for hele boligområdet, og netop sondringen mellem individ og boligområde skaber ofte forvirring om hvad der menes med helhedsorienteret.
Helhedsorienterede indsatser til individer forstås for det meste som indsatser, der fokuserer på det hele menneske og at f.eks. alkoholmisbrug eller familieproblemer skal løses, før vedkommende meningsfuldt kan indgå i en beskæftigelsesindsats.
Helhedsorienterede indsatser til boligområder forstås for det meste som indsatser, der gennem en helhed af midler søger at løse nogle afgrænsede problemer. Det kan f.eks. være en samlet kriminalpræventiv indsats, der både består i gadeplansarbejde, mentorindsatser og fritidsjobindsatser.
Landsbyggefonden har siden 2006 uddelt ca. 220 mio. kr. årligt til boligsociale indsatser i udsatte boligområder. Det foregår i praksis ved at almene boligselskaber ansøger Landsbyggefonden om midler til at gennemføre en helhedsplan med boligsocialt indhold, der skal vende den negative udvikling i det givne boligområde. Helhedsplanen er det dokument, der beskriver de aktiviteter, der skal gennemføres i boligområdet samt økonomi, tidsramme mv.
Helhedsplanen bliver til i en forhandling mellem boligselskabet og Landsbyggefonden, og den finansieres for fire år ad gangen. Landsbyggefonden bidrager med 75% af midlerne til helhedsplanen, mens der er krav om 25% lokal medfinansering fra bl.a. kommuner og boligorganisationer.
Når helhedsplanen er igangsat, er den organisatorisk forankret i den lokale boligafdeling, men fungerer som en selvstændig enhed med egen leder og egne medarbejdere, der er placeret i boligområderne.
I
Indikator
Infrastrukturpuljen
Integrationsmaskine
Der er aldrig et én-til-én forhold mellem virkeligheden og det statistiske datamateriale, der udarbejdes om virkeligheden. En statistisk indikator er således den type data, man vælger til at indikere noget om et givent fænomen i virkeligheden.
Vil man f.eks. gennemføre en effektmåling af en fritidsjobindsats i et udsat boligområde, må man vide, hvor mange unge i boligområdet, der har et fritidsjob. Her vælger man så en indikator, der f.eks. kan være ”alle unge under 20 år med en indkomst på under 80.000 kr om året”, og aflæser en eventuel effekt af fritidsjob-indsatsen ved at anvende indikatoren før og efter indsatsen.
På det boligsociale område er det ofte vanskeligt at finde velegnede indikatorer på virkningen af bestemte indsatser. De officielle registre fra Danmarks Statistik kan f.eks. vanskeligt indikere forhold som tryghed, tillid og sociale netværker i et boligområde. Her er det ofte nødvendigt at tilvejebringe andre indikatorer f.eks. gennem spørgeskemaundersøgelser blandt beboerne.
Landsbyggefonden har siden 2011 ydet støtte til forandringer af den fysiske infrastruktur i udsatte boligområder. Målet har her bl.a. været at etablere flere adgangsveje ind og ud af områderne, at skabe tryggere og mere overskuelige fællesarealer og at skabe flere mødesteder for beboere og besøgende i områderne.
Landsbyggefondens infrastrukturpulje har uddelt i alt ca. 160 mio kr. årligt til boligområder siden 2011. For at komme i betragtning til støtte skal det givne boligområde leve op til to ud af de fem kriterier for boligområder på regeringens ghettoliste.
Begrebet integrationsmaskine benyttes til at beskrive boligområder med en høj koncentration af udlændinge, der ved at give netværk og tryghed til nytilkomne indvandrere, styrker disses muligheder for at blive integreret i det danske uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet.
Fænomenet "integrationsmaskine" beskriver samme dynamik som "elevatoreffekten", men omhandler primært indvandrere og flygtninge.
Fænomenet er blevet dokumenteret af bl.a. Hans Skifter Andersen i Vollsmose, Odense.
K
KL - Kommunernes Landsforening
Kombineret udlejning
Kommunal anvisning
KL (tidligere Kommunernes Landsforening) er en privat interesse- og medlemsorganisation for alle 98 kommuner i Danmark. KL har til formål at varetage de danske kommuners fælles interesser og bidrage til, at kommunerne politisk og administrativt løser sine opgaver.
KL er repræsenteret i CFBU's bestyrelse.
Læs mere på www.kl.dk
Kombineret udlejning er et redskab, kommuner kan tage i anvendelse for at ændre beboersammensætningen i udsatte boligområder. Ved kombineret udlejning forstås muligheden for afvisning af modtagere af kontanthjælp, starthjælp og introduktionsydelse ved udlejning af almene familieboliger i afdelinger beliggende i områder med en høj andel af personer udenfor arbejdsmarkedet mod anvisning af anden passende bolig.
For at komme på listen over kombineret udlejning skal et boligområde have minimum 1.000 beboere hvoraf 40 pct. er arbejdsløse, eller have minimum 5000 beboere hvoraf 30 pct. er arbejdsløse.
Kommunerne har typisk råderet over hver 4. lejlighed i udsatte boligområder. Kommunerne kan så anvise beboere, der ellers ikke kan finde et sted at bo til disse lejligheder. Disse beboere er ofte ressourcesvage, og derfor udgør den kommunale anvisning en af hovedårsagerne til den skæve beboersammensætning i udsatte boligområder.
Den kommunale anvisning rummer imidlertid også muligheder for kommunerne til at påvirke beboersammensætningen f.eks. gennem redskaberne kombineret udlejning eller fleksibel udlejning.
L
Landsbyggefonden
Landsbyggefonden er en selvejende institution, oprettet ved lov i 1967. Fondens midler tilvejebringes ved indbetalinger fra almene boligforeninger, der har udbetalt deres oprindelige lån. Disse midler kan så søges til bl.a. huslejestøtte og fysisk renovering af boligforeninger med større lånebyrder eller svagere økonomi.
Landsbyggefonden deler lokalitet og adm. direktør med interesseorganisationen BL - Danmarks Almene Boliger, der ligeledes udpeger majoriteten i Landsbyggefondens bestyrelse.
I Folketingets boligforlig fra 2006 blev det besluttet, at en del af Landsbyggefondens midler skulle øremærkes til boligsociale indsatser - en ordning, der blev fortsat i boligforligene fra 2010 og 2014. Landsbyggefonden har derfor siden 2006 ydet støtte til de såkaldte boligsociale helhedsplaner, som udarbejdes og gennemføres af almene boligforeninger i udsatte boligområder.
Landsbyggefonden finansierer 50 % af CFBU's udgifter, og er repræsenteret i CFBU's bestyrelse.
Læs mere på www.lbf.dk
S
Skæv beboersammensætning
Social mixing
SUB-områder
En skæv beboersammensætning i et boligområde betyder oftest, at andelen af ressourcesvage beboere er markant større end i andre boligområder, selvom "skævheden" også kan gå den anden vej, som i nogle velhaverområder.
Statistisk set har alle udsatte boligområder en skæv beboersammensætning - ellers er de ikke at betragte som udsatte boligområder. Når mange udsatte boligområder har en relativt permanent skæv beboersammensætning skyldes det bl.a. et samspil mellem den kommunale anvisningsret og den såkaldte elevatoreffekt. Elevatoreffekten skaber et vist flow af ressourcestærke beboere ud af boligområdet, mens den kommunale anvisningsret skaber et flow af ressourcestærke beboere ind i boligområdet.
Begrebet "social mixing" kan oversættes til "social blanding" og anvendes ofte til at beskrive en del af problemstillingen omkring udsatte boligområder. Idéen er, at den høje koncentration af udsatte beboere eller beboere med indvandrerbaggrund i de udsatte boligområder, mindsker opbygningen af gensidigt kendskab og tillid på tværs af sociale eller kulturelle skel. De færre ressourcestærke beboere eller færre beboere fra den danske majoritetskultur skaber bl.a. svagere og mere lukkede sociale netværk, færre kontaktflader til arbejdsmarkedet og færre velfungerende forbilleder for de unge i boligområderne.
Fortalerne for "Social Mixing" taler for det meste for at øge andelen af ressourcestærke beboere i de udsatte boligområder, og de er dermed overvejende uenige med dem, der betragter de udsatte boligområder som "integrationsmaskiner".
Rigspolitiet udarbejder hvert år en liste med SUB-områder - "Særligt udsatte boligområder" - i Danmark. Udnævnelsen til SUB-område foregår ved, at den enkelte politikreds ud fra en politifaglig vurdering udpeger de områder i kredsen, der er mest belastet af kriminalitet og utryghedsskabende adfærd, og melder områderne ind til Rigspolitiet. Der etableres følgende en række særlige politiindsatser i boligområderne med det formål at mindske kriminaliteten og øge trygheden.
Rigspolitiets liste med SUB-områder må ikke forveksles med Transport-, Bygnings- og Boligministeriets liste over "Særligt udsatte boligområder" (den såkaldte ghettoliste). En række boligområder indgår på begge lister, men grundlaget for udpegningen er forskelligt for de to lister, ligesom de indsatser, der iværksættes på baggrund af listerne, er forskellige.
T
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
Transport-, Bygnings og og Boligministeriet (TRM) blev oprettet i forbindelse med dannelsen af VLAK-regeringen i nov. 2016. Center for Boligsocial Udvikling, der indtil da var en selvejende institution under Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet, referer fremover til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen under Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Transport-, Bygnings- og Boligministeriet arbejder med planlægning, anlæg, drift og vedligehold af det statslige infrastruktur på transportområdet samt regulering af og tilsyn med det samlede danske transportsystem. Ministeriet opfører, vedligeholder og administrerer endvidere statens ejendomme på kontor- og universitetsområdet samt regulerer rammevilkårene for byggeriet og byggebranchen i Danmark. Endelig har ministeriet ansvaret for boligområdet, herunder bl.a. almene boliger, boliglovgivning og byfornyelse, og administrerer i den forbindelse en række puljer.
Ole Birk Olesen er Transport-, Bygnings- og og Boligminister, og ministeriet er repræsenteret i CFBU's bestyrelse via Transport-, Bygnings- og Boligstyrelsen. Ministeriet forestår samtidig finansieringen af 50 % af CFBU's udgifter via satspuljemidlerne.
Se mere på www.trm.dk
U
Udsatte boligområder
Udsatte boligområder er kendetegnet ved en skæv beboersammensætning, hvor andelen af ressourcesvage beboere er markant større end i andre byområder.
Der findes ikke én bestemt videnskabeligt eller administrativt fastlagt måde at opgøre antallet af udsatte boligområder på. Hidtil har der i dansk sammenhæng været enighed om, at udsatte boligområder er almene boligområder med et vist antal beboere, der i en eller anden grad er særligt præget af sociale problemstillinger og/eller kriminalitet.
De forskellige myndigheder, der er involveret i arbejdet med udsatte boligområder definerer dog områderne forskelligt, og der er derfor pt. tre officielle lister med udsatte boligområder:
Transport, - Bygnings- og Boligministerietsliste over "særligt udsatte boligområder" (den såkaldte "ghettoliste"), der hvert år opgøres ud fra en række statistiske karakteristika om beboerne i boligområderne.
Landsbyggefondens liste over boligområder med boligsociale helhedsplaner, der består af boligområder, der på baggrund af beboersammensætning og en vurdering af områdets problemstilling er blevet tildelt midler til at iværksætte en helhedsplan.
Rigspolitiets liste over SUB-områder (særligt udsatte boligområder), der hvert år opgøres ud fra bl.a. en lokal vurdering af kriminaliteten i boligområderne.
