Hvad ser du som de vigtigste problemstillinger på det boligsociale område?
- Vi skal forhindre, at de udsatte boligområder bliver isolerede og afsondrede fra resten af samfundet. Det er den største udfordring.
Den udvikling skaber nemlig meget store barrierer både for, at de voksne, børnene og de unge, der bor der, kan bryde med en negativ social arv. De risikerer at blive fastholdt i et liv uden uddannelse og arbejde og for nogle unges vedkommende er der en overhængende risiko for, at de kan ende i kriminalitet. En god blanding både af mennesketyper og etnicitet er at foretrække. Helt konkret skal der også være mennesker i arbejde, som kan være rollemodeller for andre og ikke mindst være det netværk, der ofte er så afgørende for at få et job.
Der skal være unge i uddannelse, og unge med et aktivt fritidsliv, der kan trække andre unge med sig, så vi undgår, at bebyggelser udvikler sig i en ghettoagtig retning. Derfor må vi - på så mange måder som muligt - bekæmpe tendenser til ghettoisering.
Det er en lang proces, problemerne bliver ikke løst med et snuptag. Vi har allerede gennemført en række initiativer, og vi kommer yderligere til at arbejde længe og vedvarende med disse problemer. Dét er baggrunden for, at vi fortsætter og styrker indsatsen med en ny samlet strategi mod ghettoisering. Og derfor ser jeg også frem til at følge
CFBUs arbejde med at undersøge, hvilke indsatser der med størst effekt bidrager til at skabe en positiv udvikling i udsatte områder.
Hvilke mærkesager vil kendetegne dit virke på det boligsociale område?
Mindre kriminalitet, flere i uddannelse og arbejde og i det hele taget en udvikling, som bevæger de udsatte boligområder i nærheden af det omgivende samfund. Det er mine mærkesager, og jeg håber også at nå nogle af de mål i min ministertid.
De udsatte boligområder er sårbare på mange måder, men de er det også i den forstand, at der skal så lidt til, en enkelt ærgerlig episode og lidt dårlig omtale, før den møjsommelige indsats bliver sat tilbage. Det ønsker jeg ikke, og derfor må vi skubbe på hele tiden.
Vi har i en årrække sat massivt ind med en lang række redskaber inden for den sociale og forebyggende indsats – og med massive investeringer i bygningsrenovering. Vi har blandt andet, skabt mere smidige udlejningsregler, så kommuner og boligorganisationer kan styre beboersammensætningen. Københavns Kommune har for eksempel indgået en god udlejningsaftale med samtlige boligorganisationerne i hovedstaden, som omfatter alle byens boligafdelinger.
Alle de eksisterende udlejningsregler – både kombineret og fleksibel udlejning – anvendes i en kombination, og det giver rigtig god mulighed for at styre beboersammensætningen. Det er centralt, at de velfungerende afdelinger tager imod boligsøgende med sociale problemer, som jo skal tilbydes en bolig, men samtidig ikke henvises til de udsatte områder. Resultaterne af udlejningsaftalen er positive.
Beboersammensætningen i de udsatte boligområder er blevet væsentligt forbedret de senere år, hvilket bl.a. har resulteret i, at andelen af beboere udenfor arbejdsmarkedet er faldet markant. Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, om alle kommuner er lige gode til at anvende de forskellige udlejningsredskaber.
Derfor har vi sat gang i en undersøgelse af den boligsociale udlejning, som jeg håber, både kommuner og boligorganisationer vil tage godt imod.
Undersøgelsen kan gøre os alle sammen klogere på, hvordan udlejningen af almene boliger kan bidrage til at skabe en positiv forandring.
Det er fortsat meget vigtigt at arbejde for at forbedre vilkårene for beboerne i de udsatte boligområder. Jeg har netop sammen med forligspartierne bag satspuljen fordelt 140 millioner kroner til en gadeindsats mod hærværk og kriminalitet i udsatte boligområder i 12 af landets kommuner.
Det er en indsats jeg ser meget frem til, blandt andet fordi de hotspot-forsøg - som allerede er i gang i Akacieparken og Sjælør i København – tegner godt. Inspirationen kommer fra Rotterdam i Holland. Her har man helt konkrete erfaringer med, at en områdebaseret kriminalitetsbekæmpende indsats øger trygheden og begrænser kriminaliteten i boligområdet. Både for hotspot-indsatserne og mange andre indsatstyper gælder det imidlertid, at vi ikke helt præcist er klar over, hvad der virker godt, og hvad der slet ikke virker. Det glæder jeg mig til, at CFBU får målt på effekterne, så vi kan skærpe den fremtidige indsats.
Hvilke forventninger har du til den kommende ghettoiseringsstrategi?
Vi skal koncentrere indsatsen om, hvordan man kan skabe varige forandringer i udsatte boligområder, så parallelsamfund ikke får fodfæste, og så alle byer og boligområder sikrer trygge opvækstvilkår for børn, unge og de øvrige beboere.
Strategien skal også se på, hvordan man ved fysiske forandringer kan bidrage til at skabe mere attraktive og trygge boligområder. Strategien skal også se på, hvordan boligselskaberne kan danne partnerskaber med det lokale erhvervsliv, der måske kan åbne for nye måder at tackle problemerne på.
Derudover skal strategien se på, hvordan vi fortsat kan udvikle det lokale arbejde med social-, beskæftigelses- og skoleindsatsen, og hvordan vi kan inddrage alle nøgleaktører, herunder ikke mindst de frivillige foreninger og netværk, i indsatsen, så det kan lykkes at skabe forandringer.
Arbejdet med strategien er først lige sat i gang, og derfor er det for tidligt at være meget konkret. Men i respekt for områderne skal vi bygge videre på de ressourcer og mange gode kræfter, der er i lokalsamfundene, og vi skal tilføre nye ressourcer der, hvor det kan skubbe på en positiv udvikling.
Hvilke forventninger har du til CFBU?
CFBU skal først og fremmest dokumentere effekten af boligsociale indsatser. Centeret skal undersøge, hvilke boligsociale indsatser der har effekt, og hvilke der ikke har. Jeg glæder mig meget til at følge, hvad centeret kommer frem til af konklusioner. Samtidig håber jeg, at rigtig mange lokale boligsociale indsatser, kommuner og boligorganisationer vil bruge centeret og få glæde af centerets store arbejde. Det er særdeles vigtigt, at CFBU bliver en vidensbank, og samtidig kan CFBU bidrage til, at man lærer om det, der virker, og om hinandens indsatser rundt om i landet.
