Pressemeddelelse: De unge væk fra gaden

Fald i sigtelser på op imod 50 procent, færre udgifter til hærværk og flere i uddannelse og arbejde. I en række udsatte boligområder har projekter succes med at få kriminalitetstruede unge på rette spor.

Det kan betale sig at arbejde målrettet med kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge.

Det viser undersøgelser af helhedsplanernes kriminalitetsreducerende aktiviteter i 13 udsatte boligområder i perioden 2006-2010.

For gruppen af unge mellem 15-25 år er der sket et fald i sigtelser på 22 pct. For gruppen af 15-17-årige er faldet på 39 procent for alvorlig kriminalitet (f.eks. hæleri og narkotika) og hele 50 pct. for mindre alvorlig kriminalitet (f.eks. hærværk og butikstyveri).

CFBU har undersøgt metoderne, der anvendes i tre forskellige projekter for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge. Det drejer sig om et værested i Askerød, lommepengeprojekter i Sønderborg og job- og uddannelsesvejledningen på Indre Nørrebro.

Læs mere