Ny boligpolitisk tænketank

Birgitte Mazanti er medlem af ny tænketank, der skal se på fremtidens by som ramme for det gode liv med plads til alle. I alt 18 arkitekter, debattører og bypolitiske eksperter skal give deres bud på BYEN 2025.

Fremtidens byer skal være rammen om fællesskab, nærhed og mangfoldighed. De skal sikre borgerne et godt liv og give plads til forskellighed, tryghed og kreativ udvikling af mennesker og ideer.

Sådan lyder opdraget til en ny bypolitisk tænketank, som minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen har sat i søen.

”Der er megen snak om trafik og infrastruktur, men byer er først og fremmest for de mennesker, der bor der. De ønsker et godt hverdagsliv med gode rammer og nærhed til andre i velfungerende fællesskaber. Og de fællesskaber kan by- og boligpolitikken understøtte bedre i fremtiden, hvis vi tænker det godt igennem,” siger Carsten Hansen.

Ministeren understreger, at i en tid, hvor tilflytningen til byerne er markant, er det vigtigt med en diskussion af fremtidens byer.

”Tænketankens opgave er at give et visionært bud på, hvordan vi sikrer, at byen fortsat er et åbent og levende sted at være. Og det er netop tænketankens opgave at kaste nyt lys på den udfordring, ” siger Carsten Hansen.

Læs mere på mbbl.dk