De troværdige voksne i Høje Taastrup

CFBU har spurgt boligsocial ansvarlig Rune Fløe Bæklund fra Høje Taastrup kommune, hvordan han oplever det boligsociale arbejde i kommunen.

Hvilke boligsociale tiltag i Høje Taastrup Kommune oplever du som særligt vellykkede?

- Høje-Taastrup Kommune har f.eks. etableret gratis ungdomscaféer i to boligområder. Her kan de unge møde troværdige voksne, der har overskud til at rumme dem. Ungdomscaféerne tilbyder et attraktivt alternativ til at hænge ud i boligområdet. Desuden kan de unge få hjælp med store og små spørgsmål om uddannelse og job, men også personlige problemer, f.eks. med familien.

I de boligsociale helhedsplaner er der stor succes med lommepengeprojekter og med at hjælpe unge med at få fritidsjob. Jeg vil også fremhæve vores samarbejde mellem skolerne og de boligsociale helhedsplaner. I Charlottekvarteret har det f.eks. været med til at udvikle nye læringsforløb, der har skabt stort engagement og glæde hos eleverne i skolen. Dette er også beskrevet i én af CFBU’s publikationer.

Hvilke boligsociale udfordringer står I over for i kommunen?

- Det er en grundlæggende udfordring, at effekterne af de økonomiske mekanismer på boligmarkedet er større end effekterne af det boligsociale arbejde. Borgere med lav indkomst koncentreres i de boligområder, der er mindst attraktive, i lejeboliger hvor man kan få boligstøtte, herunder almene boliger, der har en boligsocial samfundsopgave. Derfor skal der arbejdes på at gøre boligområderne attraktive og med at skabe et mix af ejerformer.

En anden udfordring er, at det boligsociale arbejde fokuserer på boligområdet, og at det derfor er inden for boligområdets matrikel, at løsningerne skal findes. Det er dels med til at stigmatisere boligområdet yderligere, men det betyder også, at løsninger, der ligger udenfor områderne, overses. Det kan handle om rekreative arealer i tilknytning til boligområdet, hvor der er mulighed for udveksling og sameksistens med den omkringliggende by. Det kan også handle om, hvordan vi indretter vores skoledistrikter, eller hvordan vi skaber tilbud i området, der er attraktive for borgere i resten af byen.

En tredje udfordring er at skabe en sammenhængende, effektfuld indsats, der går på tværs af de kommunale fagområder. En indsats, der går på tværs af det sociale område, sundhedsområdet, uddannelsesområdet og beskæftigelsesområdet kan være afgørende for at hjælpe udsatte familier og borgere med sammensatte problemer. Derfor er der behov for at afprøve nye måder at organisere indsatsen på, f.eks. i de udsatte boligområder.

Hvis jeg skal pege på en udfordring i koordineringen af det boligsociale arbejde, så er det, at der både i kommune og i boligorganisationer kan spores en vis projekttræthed. Der er behov for længerevarende indsatser, som tager fat i de grundlæggende problemer.

Hvordan har I benyttet CFBU i det daglige arbejde?

- CFBU’s publikationer er en inspirationskilde til udvikling af vores boligsociale arbejde.

Har du ønsker for hvad CFBU skal undersøge inden for det boligsociale arbejde?

- CFBU har primært fokus på Landsbyggefondens boligsociale indsatser, selvom den kommunale kernedrift i de udsatte boligområder har langt større omfang og betydning. CFBU bør have mere fokus på den kommunale kernedrift, og hvordan kommunerne kan udvikle mere effektive indsatser til at undgå negativ social arv. Det kan fx være forebyggende indsatser, indsatser på institutions- og skoleområdet, indsatser på beskæftigelsesområdet og helhedsorienterede familieindsatser.