CFBU leder efter samarbejdspartnere til at afprøve forsøgsprojektet Min Læsemakker – Min ven.

CFBU ønsker i 2019 og 2020 at udvikle og afprøve en metode til at implementere makkerlæsning i de boligsociale indsatser. 


SFI har identificeret metoden Makkerlæsning som en evidensbaseret metode til at styrke børns læsning og som en metode, som med fordel vil kunne implementeres i en boligsocial sammenhæng. 

Med dette projekt sammentænkes makkerlæsning med de lommepengeprojekter, som mange boligsociale indsatser allerede har. Det giver på den ene side mulighed for at tilbyde børn med tidlige læsevanskeligheder læsetræning og en god rollemodel. På den anden side giver det unge en mulighed for at prøve kræfter med et forpligtende fritidsjob, hvor de får trænet deres sociale kompetencer og ansvarlighed og selv bliver styrket i deres skolegang.

FREMGANGSMÅDE

Børn fra udsatte boligområder i 1.-2. klasse med læsevanskeligheder matches med en ung mellem 13-17 år fra boligområdet, som skal være barnets makkerlæser. De unge uddannes som makkerlæsere og ansættes i fritidsjob til at varetage rollen som makkerlæser. Makkerlæsningsforløbet strækker sig over 16 uger med makkerlæsning efter skoletid to gange om ugen. Hvis det vurderes, at nogle forældre via kursus og støtte kan opnå kompetencen til at læsetræne med deres barn, kan de eventuelt tilbydes kursus i makkerlæsning.

Skolens rolle er at identificere børn med behov for en makkerlæser. Tilbyde forløbet til børn og deres forældre og i samarbejde med en boligsocial koordinator lave en samarbejdsaftale med forældrene om forløbet. Skolens læsevejleder eller lignende indgår i projektet for at sikre, at læsetræningen tilpasses skolens læseindsats i øvrigt. Eventuelt kan uddannelsen af makkerlæserne varetages af skolens læsevejleder.

Den boligsociale indsats koordinerer indsatsen og ansætter de unge i fritidsjob til at være makkerlæsere. Lønudgifter til de unge afholdes af den boligsociale indsats, ligesom det primære ansvar for uddannelse og løbende supervision af makkerlæserne også ligger her. Det samme gælder et eventuelt kursus for forældrene. Det vurderes dog, at den bedste indsats opnås, hvis skolens læsevejleder kan indgå i uddannelsen af makkerlæsere og eventuelle forældre.

Det lokale (skole)bibliotek kan eventuelt bidrage med hjælp til at finde bøger tilpasset børnenes interesser og læseniveau.

Center for boligsocial udvikling bidrager til udvikling af koncept, værktøjer og undervisningsmateriale til makkerlæserne (og eventuelt forældre) og faciliterer en erfa-gruppe på tværs af forsøgsprojekterne. 

WE WANT YOU

I den forbindelse leder vi efter boligsociale indsatser, som har mulighed for og lyst til at indgå i et samarbejde om at afprøve metoden. Det kræver, at I har:

  • Lønmidler til ansættelse af unge i fritidsjob
  • En medarbejder som har mulighed for at understøtte makkerlæserne
  • Et samarbejde med den eller de lokale skoler i forhold til identifikation af børn med tidlige læsevanskeligheder.
Tidsrum

Makkerlæsningsforløbene forventes gennemført i perioden august 2019 – November 2020.

KONTAKT

Hvis I er interesserede i at høre mere om forsøgsprojektet, så kontakt Nana Øland Frederiksen på tlf.: 26236303 eller på mail: Nfr@cfbu.dk

Læs mere om makkerlæsning her: