Arbejdsmarkedschef i Fredericia: "Vi møder borgerne på deres egen hjemmebane. Vi kan se, det virker"

Fredericia kommune har i mange år arbejdet med en fremskudt beskæftigelsesindsats lokalt i to af byens store boligområder. Resultaterne har været så gode, at kommunen nu overvejer at udvide indsatsen til hele Fredericia.

Hvorfor har I en fremskudt beskæftigelsesindsats i Fredericia?

- Der er to særlige grunde til, at vi i kommunen og jobcenteret har valgt at arbejde med en fremskudt beskæftigelsesindsats:

- Før det første, har vi tidligere haft to af vores boligområder på regeringens ghettolister. Der har i Fredericia været stor politisk opbakning og vilje til at yde en målrettet og effektiv indsats for at rykke Korskærparken og Sønderparken af listerne og fastholde en positiv udvikling i områderne.

- For det andet, har vi som jobcenter haft en tro på, at vi er nødt til at rykke os, hvis vi for alvor skal lykkes med at gøre en forskel. Det gælder særligt for de beboere, der har været ledige gennem en årrække, og som har behov for en særlig indsats pga. udfordringer ud over ledighed.

- Vores fremskudte beskæftigelsesindsats har siden sin opstart i 2014 bidraget til, at vi lykkes med det. Og vi fortsætter nu det gode arbejde – fordi vi kan se, det virker.

Hvad betyder jeres lokale placering i boligområdet for borgerne?

- Vores jobformidlere oplever, at borgene er mere trygge, åbne og udviser større tillid, når vi møder dem i vores medborgerhus, hvor indsatsen har til huse. I Medborgerhuset har borgerne let adgang til vores medarbejdere, og hvis én jobformidler er optaget, er der altid en anden til at hjælpe. De uformelle rammer og den lave dørtærskel signalerer en tilgængelighed og ligeværdighed, som er afgørende for borgerne. Jeg er overbevist om, at de ikke oplever kontoret som et jobcenter. De bliver mødt på deres egen hjemmebane.

- Borgerne oplever f.eks. stort ingen ventetid på at komme til en samtale hos jobformidleren. Det betyder, at vi kan komme tættere på i relationsarbejdet og hurtigere kan afhjælpe borgerens aktuelle udfordringer. Det kan også være store eller små frustrationer over det kommunale system. På den måde får vi et nærmere kendskab til borgerne – og det er en fordel, som dels giver færre afbud til samtalerne og dels giver flere spontane henvendelser. Det er altså nogle af de afgørende vilkår i, at vi kan arbejde med at give borgeren større ansvar for sin vej mod job eller uddannelse. Og i sidste ende kan vi se, at det hjælper folk i uddannelse og job.

Hvad betyder det for medarbejderne, at arbejde fremskudt?

- Min erfaring er, at de fysiske rammer skaber et stærkt fagligt fællesskab for medarbejderne, hvor deres mange kompetencer kan sættes i spil. Vi har både jobformidlere, ungerådgivere og virksomhedskonsulenter fra jobcenteret fremskudt, og det er min erfaring, at kerneopgaven løses effektivt og hurtigt i det tværfaglige samarbejde. Vi har f.eks. gode erfaringer med, at jobformidleren følger borgeren i forbindelse med et ydelses- eller målgruppeskifte, og den kontinuitet forsøger vi at udbrede i jobcenteret.

- I det fremskudte arbejde har medarbejderne også både mulighed og behov for at arbejde med løbende afprøvning af forskellige metoder og tilgange. Fordi vi får et indgående kendskab til de ledige borgere i området, kan vi løbende tilpasse de uddannelses- og beskæftigelsesrettede tilbud, så de matcher behovene. Det hænger sammen med, at vores viden hele tiden suppleres af viden fra den boligsociale indsats – og det er med til at motivere medarbejderne.

Samarbejder I med de lokale boligsociale aktører – og hvad samarbejder I om?

- Indsatsens forankring i Medborgerhuset giver gode muligheder for daglig, tværfaglig sparring mellem jobcentermedarbejderne og i samarbejdet med de boligsociale medarbejdere – og andre kommunale og private aktører, der har deres gang i huset. 

- Jobcenterets seks fremskudte medarbejdere har kontorfællesskab med de boligsociale medarbejdere. Det er en klar fordel, at de to medarbejdergrupper til daglig indgår i et tæt og helhedsorienteret samspil, hvor de er fælles om mange opgaver. Konkret kobler vi f.eks. vores beskæftigelsesrettede tilbud med boligsociale aktiviteter, der fremmer beboernes dansksproglige kompetencer og udviklingen af lokale netværk. Vi ser en klar synergi, fordi mange af borgerne kender de boligsociale medarbejdere i forvejen, og de boligsociale indsatser bl.a. er med til at understøtte jobcentrets opsøgende arbejde.

Hvad er resultaterne af den fremskudte indsats – og hvilken fremtid har indsatsen?

- Vi har opnået en kortere sagsvarighed ved at arbejde med en tættere opfølgning, understøttende indsatser, og et hurtigere match mellem borgere og virksomheder. Vi tror, at vores systematiske og målrettede arbejde med tidlig indsats og forebyggelse på den længere bane kan være med til at både forkorte ledigheden for den enkelte og bedre kommunens økonomi.

- I Korskærparken alene er ledigheden faldet fra 49,4 til 37,7 pct. siden 2013. Resultaterne af den fremskudte indsats har faktisk været så gode, at vi i kommunen overvejer at udvide indsatsen. I så fald vil den gå fra at dække de nuværende boligområder til hele Fredericia – som en del af en bydækkende boligsocial helhedsplan.

Webinar om fremskudt beskæftigelse i udsatte boligområder