Aktive workshops er vejen frem

CFBU vil gerne have sin viden ud og virke og tilbyder en række forskellige læringstilbud. Her oversætter CFBU så at sige teorierne til praksis og hjælper med at få viden ud at virke i hverdagen i de udsatte boligområder. 

Vi har taget en snak med chefkonsulent Rikke Engly Mygind om CFBU’s workshops:

Hvordan får CFBU sin viden ud at virke?

CFBU tilbyder forskellige læringstilbud. Vi afholder tematiske workshops, vi laver fyraftensmøder og afholder konferencer i forlængelse af nogle af vores undersøgelser.

I disse år satser CFBU specielt på at skabe læring via en række af tematiske workshops, der tilbydes løbende over året. Vi har blandt andet en håndfuld workshoptilbud, der har fokus på projektledelse af de boligsociale helhedsplaner. Vi tilbyder workshop om systematisk dokumentation af de resultater i helhedsplanerne, der umiddelbart kan tælles, workshop om evaluering af de mere bløde målsætninger samt workshop om forandringsteori. Vi har også workshops om, hvordan man lægger en god forankringsstrategi, og hvordan det tværsektorielle samarbejde i de udsatte boligområder kan styrkes.

Udover workshops om projektledelse tilbyder vi også workshops om god implementering af forskellige udvalgte boligsociale aktiviteter og metoder. I 2018 har vi afholdt workshops om rollemodelsindsatser samt relationsarbejde ift. til de unge i udsatte boligområder. På disse workshops sætter vi fokus på, hvordan vores generelle anbefalinger til boligsociale aktiviteter og metoder kan implementeres i det daglige arbejde i de udsatte boligområder.

Hvad foregår der på CFBUs workshops?

På CFBUs workshops er det lige så meget deltagerne, der arbejder, som os, der fortæller. En workshop i CFBU’s forstand, det er en rigtig workshop. Man medbringer typisk en case, og det resulterer så i en dag med vekselvirkning i mellem oplæg fra os og at arbejde med sin egen medbragte case. På den måde skaber vi en kobling mellem litteraturen, den praktiske erfaring og hverdagen. Det har vi fået rigtig god respons på.

Hvem kan benytte CFBUs tilbud?

I CFBU er vore primære målgruppe aktører, der ønsker at etablere eller allerede driver indsatser i de udsatte boligområder. Det er typisk kommuner, boligsociale helhedsplaner, boligorganisationer og politi, men det kan også være lokale frivillige, NGO'er eller andre, der er interesserede i at udvikle de udsatte boligområder.

Hvor ligger CFBUs kompetencer?

Når det handler om boligsocialt arbejde kan CFBU både være fagkonsulenter og proceskonsulenter. Det ser jeg som en stor styrke. Vi er ikke blot et af mange konsulenthuse, der kan hyres til at procesfacilitere en temadag eller workshop. Hos CFBU har vi en rigtig stor viden om de boligsociale forhold i de udsatte områder. Vi har lavet mange undersøgelser, og evalueret mange boligsociale indsatser de seneste ni år, så vi ved efterhånden meget om den boligsociale virkelighed og hverdag, vi ved hvad der virker, og hvad der ikke virker. Den viden bringer vi med os, når vi faciliterer workshops om projektledelse. Det ved jeg at mange sætter stor pris på! Det skaber merværdi, at vi kender den boligsociale virkelighed rigtig godt, at vi ikke kun ved noget om samarbejdsteori eller forskellige projektledelsesredskaber.

Hvem kunne i højere grad have udbytte af at bruge CFBU?

Vi mener, at kommunerne med fordel kunne bruge os noget mere. Vi kan se, at når vi har kommuner med til workshops, så kan de reelt bruge vores redskaber og viden. Jeg var for nyligt ude i Gentofte kommune, hvor de skal til at starte en boligsocial indsats op. Her bød vi ind med generel viden om det boligsociale felt, og mere specifik viden relateret til deres konkrete ønsker om civilsamfundsinddragelse, samarbejde i og omkring udsatte boligområder samt ikke mindst hvilke boligindsatser, der virker hvordan. Det er mit klare indtryk, at vi bidrager med ny og relevant viden til kommunerne i den slags opgaver, da vi får god respons. Så for de kommuner, der gerne vil arbejde endnu mere boligsocialt, der ville det være oplagt at kontakte os.

Fakta

Det første halve år af 2018 har 37 forskellige helhedsplaner og 14 kommuner deltaget i en eller flere af CFBUs workshops eller modtaget personlig sparring.  

Læs mere om CFBU's læringstilbud