SUCCESFULD GENHUSNING KRÆVER MERE END BLOT AT FLYTTE FOLK FRA ÉT BOLIGOMRÅDE TIL ET ANDET

Mange beboere skal i de kommende år genhuses permanent som følge af de store fysiske omdannelser, der i øjeblikket finder sted i mange af landets udsatte boligområder. Men hvor skal de genhusede beboere flytte hen? Og hvordan sikrer man bedst muligt, at beboerne falder til, der hvor de bliver genhuset – samtidig med at der ikke blot opstår nye områder med en koncentration af sociale udfordringer? Det har CFBU talt med to internationale forskere om som led i en ny undersøgelse.

”Jeg har ofte fremhævet, at det ikke giver mening kun at se effekterne af permanent genhusning som negative, fordi der er klare beviser på, at billedet er meget mere nuanceret”. Sådan lyder det fra den hollandske lektor ved Delft University of Technology Reinout Kleinhans i debatten om genhusning.

Tvungen genhusning bliver oftest forbundet med store udfordringer – både for de beboere, der ikke selv har valgt at fraflytte deres hjem, men også for de områder, der skal modtage de genhusede beboere. Et billede som både Kleinhans og Ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet Marta Rodrigues Neves udfordrer og nuancerer. Deres studier peger på, at succesfulde effekter af permanent genhusning kræver et skarpt fokus på rammerne for og indsatsen med at placere de genhusede beboere. 

BLANDEDE UDFALD AF GENHUSNING

I sine studier af nedrivning af sociale boligbebyggelser i Holland har Kleinhans mødt blandede oplevelser af at blive genhuset. De negative oplevelser blandt genhusede beboere var særligt forbundet med, at flytningen var tvungen og altså ikke selvvalgt. Men også at flytningen medførte brud på deres sociale netværk, og at de havde svært ved at falde til i modtagerområderne.

”For andre beboere medførte genhusningen, at de fik bedre mulighed for at ændre deres situation”, tilføjer Kleinhans. Det var folk, som havde haft et ønske om at flytte ud af området og drog nytte af de lovbestemte fordele for genhusede beboere. De fik nemlig både tildelt personlig vejledning, hjælp til det praktiske og en særstatus i systemet for boligsøgning i den sociale boligsektor, som gav dem en forrang til ledige boliger. Beboere, der var i stand til at navigere i dette system, fik derfor bedre muligheder for at finde et nyt hjem.

Den seneste udvikling i boligmarkedet i Holland har dog fået Kleinhans til at stille sig mere kritisk over for nedrivning og genhusning, som en strategi for at modvirke socialt udfordrede boligområder. Både han og Neves peger på nogle afgørende opmærksomhedspunkter, hvis genhusning skal lykkes med ikke bare at flytte folk ud af udsatte boligområder, men også give de genhusede gode livsmuligheder og sætte rammerne for velfungerende boligområder: udbuddet af billige boliger, det sociale samspil i modtagerområder foruden brug af data og praksiserfaringer fra personer, der arbejder i udsatte boligområder. 

ET STORT NOK UDBUD AF BILLIGE BOLIGER

”Efter årtier med et fald i socialt boligbyggeri, ser vi nu den potentielt største boligkrise siden 2. verdenskrig”, fortæller Kleinhans. Manglen på boliger og stigende boligpriser betyder, at genhusede beboere slet ikke har de samme muligheder som tidligere. Deres særstatus nytter ikke meget, når kataloget af ledige sociale boliger er skiftet ud med flerårige ventelister. Frustrationen har sendt mange flere beboere i retten, hvor de forsøger at vende beslutninger om nedrivning.

De hollandske erfaringer viser, at positive effekter ved genhusning i høj grad afhænger af byens samlede udbud af billige, tilgængelige boliger. En læring som har ført til en ny kurs på landsplan: ”Nu handler det om at tilføre socialt boligbyggeri, hvilket er helt nye toner i en hollandsk boligpolitik” fortæller Kleinhans.

Ud over ændringer i den nationale boligpolitik beretter Kleinhans også om lokale tiltag, som kan bidrage til bedre genhusning og inspirere de fysiske omdannelser og genhusningsprocesser i dansk kontekst. Et tiltag, der kan gøre en positiv forskel for de beboere, der skal genhuses, er, at bygge nye boliger inden nedrivningen går i gang, så de genhusede beboere kan flytte direkte ind i dem. Det sikrer beboerne et attraktivt alternativ, og hvis det bygges i nærheden af den nedrevne bebyggelse, kan de bevare deres sociale relationer i området.

DET SOCIALE SAMSPIL I MODTAGEROMRÅDET

I Portugal har Neves netop undersøgt de sociale relationer i modtagerområder, hvor genhusede beboere er flyttet ind. Her fandt hun en stor variation i, hvor godt tilflytterne integreres i de nye områder. Variationen kan, ifølge Neves, blandt andet forklares ud fra et samspil mellem etnicitet, kriminalitetsrater og sociale bånd.

I et af modtagerområderne var beboersammensætningen meget homogen med en stor overvægt af beboere med etnisk portugisisk baggrund. Der var allerede store problemer med narkokriminalitet til stede før de genhusede beboere flyttede ind i området. I betragtning af, at de nye beboere overvejende var etniske minoriteter, har kriminaliteten i området ifølge Neves bidraget til fjendtlighed mellem grupperne, fordi de oprindelige beboere giver tilflytterne skylden for risikoen og stigmatiseringen i området. Ved at forbinde fare og etnicitet giver den store tilflytning næring til racisme.

At det samtidig var en stor gruppe beboere, der flyttede ind i området, skabte også en oplevelse af, at området blev invaderet. Resultatet af genhusningen blev store konflikter mellem de nye og oprindelige beboere i modtagerområdet.

I den anden ende af spektret fandt Neves en relativt problemfri integration i et andet modtagerområde. Dette boligområde havde ikke haft problemer med kriminalitet og samtidig var det en mindre gruppe genhusede beboere der flyttede ind, som også allerede havde familie og venner i området.  

”Selvfølgelig skal der være en blandet beboersammensætning, men beboersammensætningen er i samspil med de lokale vilkår i boligområdet med til at påvirke, hvorvidt beboerne kan blive integreret”, forklarer Neves.

ERFARINGER FRA PRAKSIS OG MONITORERING

”Vi kan få gavn af al den taktile viden som medarbejderne ude i boligområderne får på daglig basis. Politibetjente, lærere, sygeplejersker - de ser meget, taler med mennesker og får meget viden som ikke nødvendigvis fremgår i statistikker. De kan faktisk identificere problemstillinger, før de bryder ud” fremhæver Kleinhans.

I Holland er der efter mange års fysisk omdannelse og genhusning opstået nye områder med koncentration af udsathed og fattigdom. Ifølge Kleinhans skyldes den negative udvikling i modtagerområderne en blanding af genhusning og ændringer i nationale politikker, som skaber større ulighed i samfundet. Udover at inddrage praksiserfaringer kalder han derfor også på bedre kommunal monitorering af udviklingen i udsatte boligområder.

Der er derfor, ifølge Kleinhans, en vigtig organisatorisk opgave i at få samlet brugbar viden – både fra statistisk monitorering og frontmedarbejderes erfaringer – og at bringe den viden ind i beslutninger på et strategisk niveau i kommuner og boligorganisationer for at lykkes med succesfuld genhusning på den lange bane.

FØLG MED I PROJEKTET

I kommende nyhedsbreve fra CFBU kan du høre flere erfaringer fra de to forskere og blive opdateret på genhusningsindsatsen i de 17 danske områder der tidligere har været eller er kategoriseret som ’omdannelsesområder’.

_________________________________

DE TO FORSKERE CFBU HAR TALT MED

Reinout Kleinhans| Lektor i byudvikling ved Delft University of Technology

Faculty of Architecture and the Built Environment, Department of Urbanism.

Marta Rodrigues Neves | Ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet

Institut for Statskundskab