RUC-forsker: Ansigt til ansigt-møder spiller en anden rolle end digitale møder

I anledning af CFBU’s nye håndbog ”Få flere på banen” har vi talt med lektor Annika Agger, RUC, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

RUC-forsker: Ansigt til ansigt-møder spiller en anden rolle end digitale møder

Håndbogen ’Få flere på banen’ er tredje ud af fire undersøgelser fra CFBU om områdebaseret samarbejde og medborgercentre.

Annika Agger har en bred erfaring i studier af sammenspillet mellem offentlige aktører og borgere. Det drejer sig om, hvordan man skaber produktive samarbejdsrelationer på tværs af stat, marked og civilsamfund. Aggers forskning tager afsæt i forståelser af, hvordan man kan skabe produktive samarbejdsrelationer på tværs af stat, marked og civilsamfund. Hun har publiceret en række forskningstidsskrifter om borgerinddragelse, evaluering af demokrati og konflikthåndtering og sidder i dag i ekspertgruppen for 'Byer i balance', under Realdania.

Et samlingspunkt i lokalområdet – fx et medborgercenter – hvorfor er det centralt i forhold til udviklingen af et udsat boligområde?

- Vi lever i en tid, hvor mange af de mødesteder, der er lokalt, er kommercielle, og dermed koster penge. Lokale medborgercentre, biblioteker, og offentlige institutioner kan spille en vigtig rolle, som det man i forskningen kalder ’community anchors’. Sådanne mødesteder, er vigtige i udsatte boligområder, fordi lokale her kan mødes, enten over en kop kaffe, eller over forskellige aktiviteter.

Hvorfor er det vigtig at have et sted at mødes fysisk?

- Vi ved fra forskningen at ansigt til ansigt-kontakt spiller en anden rolle, end når man mødes digitalt. Man skal ikke undervurdere betydningen af ’det sociale’ og dermed ’sociale aktiviteter’. For når vi mødes i øjenhøjde får vi en større forståelse for hinandens forskelligheder, og det kan være med til at nedbryde fordomme. I ansigt til ansigt-relationer øges graden af social kapital i bedste fald, hvilket er en vigtig faktor i den enkeltes trivsel og i at styrke den kollektive handlekraft.

Der er mange aktører, når der skal arbejdes tværgående: Offentlige, private, borgere, frivillige - alle med mange ideer, tanker og erfaringsgrundlag. Hvordan binder man bedst aktørerne sammen og undgår konflikter?

- En god ide kan være at tale om de fælles visioner. Hvad er det for fremtider man ønsker? Hvad fungerer allerede godt, og hvad skal vi have mere af? Denne tilgang kaldes ”appriciative inquiery” og bygger på organisationsstudier af forandringsprocesser. Pointen er, at skal vi sætte nye retninger, så virker det bedst at se på ”det halvfyldte glas”, forstået som at der er altid noget der virker bedre end noget andet, og det er det der skal bygges videre på.

- Derudover mener jeg ikke, at man skal være så bange for konflikter. For konflikter rummer en energi, og dermed også en drøm om ”noget andet”. Men det er vigtigt, at man sætter nogle fælles regler, for hvordan man debatterer og træffer beslutninger, og at man går efter ”bolden” og ikke ”personen”.

Viljen til at bidrage til sociale initiativer er rigtig stor blandt de lokale organisationer i områderne, men der mangler værktøjer og metoder til at løfte arbejdet med at skabe tværgående initiativer. Hvad er det for en lim, der skal anvendes for at binde parterne sammen?

- Limen, hvis man bruger dette udtryk, må være, at man kan noget mere, når man går sammen, og at 2+2=5. Det vil eksempelvis sige, at hvis en boligforening laver et sommerarrangement i samarbejde med den lokale spejderforening, så vinder de først ved, at der bliver lavet nogle nye (frilufts-)aktiviteter til gavn for beboerne. Omvendt får spejderne måske tilskud til deres aktiviteter og mulighed for at nå ud til nogle nye målgrupper.

Hvad er det, at det boligsociale element kan mht. til at binde tværgående initiativer sammen?

- Tit er det sådan, at mange foreninger arbejder side om side lokalt uden at kende til hinandens arbejde. Så det er ganske værdifuldt at der er nogle aktører, der har et overblik over, hvad der rør sig – og hvem der gør hvad. De boligsociale aktører har mulighed for at få den rolle, fordi mange er lokaliseret lokalt, og netop har som mission, at bygge bro til forskellige typer af aktører, således at de i samlet flok kan arbejde for at skabe gode relationer og aktiviteter i områderne.

I en artikel du har skrevet nævnes det også, at samarbejde skal stimuleres, overvåges og lettes for at producere ønskede resultater? Det lyder ganske nemt på tryk, men har du nogle gode råd til aktørerne her?

- Nogle af de råd jeg vil give er: Ting tager tid, og det tager tid at bygge gode relationer op. Når det er sagt, så handler det også om at gøre det enkelt. Her er ”kaffekoppen” og uformelle samtaler en god start. For når man lærer hinanden at kende, er det også lettere at spørge hinanden: ”Har du lyst til at deltage i et arrangement – eller kan du hjælpe med...?" Et andet råd er, at tænke i ”hvilken gevinst kan de forskellige parter opnå ved at samarbejde med os?”. Sådan at man fra start har et øje for, hvilke synergigevinster der kan være for parterne. Kan man eksempelvis lave noget med offentlige institutioner, der kunne indgå i deres kernedrift? Hermed er chancen for at parter i deres travle hverdagsliv har lyst til at indgå i tværgående aktiviteter.

Hent håndbogen 'Få flere på banen'