Nyt vidensblad sætter fornyet fokus på lovende resultater af fremskudt beskæftigelsesindsats

CFBU’s vidensblad præsenterer i kort format virkning, metode og kortlægning af de fremskudte beskæftigelsesindsatser.

Andelen af langtidsledige borgere er markant højere i udsatte boligområder sammenlignet med landsgennemsnittet. Der er både et stort menneskeligt og økonomisk potentiale forbundet med at hjælpe denne gruppe i arbejde. En fremskudt kommunal beskæftigelsesindsats udgør én af flere lovende metoder til at gøre noget ved problemet.

Fremskudt beskæftigelsesindsats betyder, at jobcenteret forankrer en gruppe medarbejdere og deres arbejdsopgaver fysisk i et eller flere boligområder. Indsatsen tager på den måde afsæt i de ledige borgeres bopæl og er karakteriseret ved et friere metodevalg end en almindelig beskæftigelsesindsats.

CFBU’s vidensblad præsenterer hvilke potentialer der er i beskæftigelsesindsatsen, når den rykker tættere på borgerne og den boligsociale indsats, der kan udgøre en værdifuld samarbejdspartner.

Udbredelse af gode erfaringer

I 2022 har CFBU sammen med Bolig- og Planstyrelsen sat fokus på at udbrede gode erfaringer med fremskudte beskæftigelsesindsatser. Arbejdet har stået på skuldrene af CFBU’s rapport fra 2020 (link) og målet har været at formidle de gode erfaringer fra fem cases til andre kommuner.

Vidensbladet giver en kort indføring i metoden og dens resultater og kaster lys over fremskudte beskæftigelsesindsatsers udbredelse i Danmark.

Foruden udgivelsen af vidensbladet har CFBU faciliteret to arrangementer i april 2022. Det ene var en temadag for 45 praktikere og ledere, som til dagligt beskæftiger sig med fremskudte beskæftigelsesindsatser. Det andet var et webinar målrettet beslutningstagere på det kommunale beskæftigelsesområde.

I 2021 havde 28 jobcentre/kommuner en beskæftigelsesindsats med særligt fokus på beboere i et eller flere boligområder.

Læs mere og hent vidensblad