Kommende undersøgelser fra CFBU

2019 ruller af sted og CFBU’s konsulenter er i fuld gang med nye undersøgelser på det boligsociale område. Se her, hvad du kan se frem til.

Flyttemønstre
CFBU samler en række forslag til, hvordan boligorganisationer og kommuner kan få beboere med job og uddannelse til at blive boende i længere tid i udsatte boligområder. Undersøgelsen bygger på interviews med beboere og boligorganisationer og kommer med anbefalinger på baggrund af udfordringer med stor fraflytning blandt ressourcestærke børnefamilier i landets udsatte boligområder.

Projektansvarlig: Siff Monrad Langkilde

Bystrategi
CFBU gennemfører en undersøgelse af, hvordan kommuner og boligorganisationer kan arbejde sammen om, hvordan man kan tage et grundlæggende opgør med de udsatte boligområder. Vi tager udgangspunkt i det store almene boligområde Aalborg Øst og belyser, hvordan både fysik, civilsamfund, boligpolitiske redskaber og kommunale velfærdsinstitutioner alle skal tænkes ind i en samlet plan, hvis man skal have succes med at omdanne et udsat boligområde til en attraktiv bydel.

Projektansvarlig: Lasse Kjeldsen

Drivkræfter bag lokalt engagement
CFBU undersøger, hvad der driver lokalt engagement og samarbejde på tværs af forskellige aktører i udsatte boligområder. Undersøgelsen samler flere professionelle og civile aktører, der laver borgerrettede initiativer med andre. Ud fra deres praksiserfaringer præsenterer vi, hvad der kommer ud af, og hvad der har betydning for aktørernes lokale engagement – både i forhold til, hvad der fremmer og udfordrer områdebaseret samarbejde.

Projektansvarlig: Sarah Lunar 

Resultatmåling af et medborgercenters betydning
CFBU har de seneste to år fulgt tilblivelsen og opstarten af et medborgercenter på Nordens Plads på Frederiksberg. Formålet med undersøgelsen er at dokumentere, hvilken betydning det har for samarbejdet på tværs af boligområdets aktører, at der åbner et medborgercenter. Undersøgelsen belyser i hvor vid udstrækning, der skabes nye og stærkere samarbejdsrelationer i boligområdet. Resultaterne bygger på en kortlægning og interviews med lokale aktører.

Projektansvarlig: Ane Glad 

Inspirations- og Videnskatalog (opdatering)
Videnskataloget er CFBU’s opslagsværk til hele det boligsociale felt. Kataloget samler al tilgængelig viden om boligsociale aktiviteter, der kan søges midler til fra Landsbyggefonden. I kataloget vurderes vidensniveauet for hver enkelt aktivitet. Cirka 40 boligsociale aktiviteter beskrives ud fra videnstyperne: målgruppe, metode, implementering og virkning. Videnskataloget skal inddrages som referenceramme, når der udarbejdes nye helhedsplaner under Landsbyggefondens seneste bevillingsperiode.

Projektansvarlig: Lasse Kjeldsen

Ungdommens Uddannelsesvejledning - UU København
CFBU evaluerer og følger implementeringen af et tværsektorielt samarbejde om lokalbaseret uddannelsesvejledning i en række udsatte boligområder i København gennem en periode på fire år. Evalueringen skal svare på, om indsatsen har den tilsigtede effekt, hvordan de respektive elementer i indsatsen fungerer, og hvordan indsatsen kan udvikles undervejs og tilpasses forskellige lokale forhold. CFBU kombinerer i evalueringen registerbaserede effektmålinger med interviews og workshops med de involverede parter.

Projektansvarlig: Mette Fabricius

Uddannelse og jobgaranti
Gennem satspuljen for 2017 støtter Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen en uddannelses- og beskæftigelsesindsats i fem udsatte boligområder. Formålet med indsatsen er at få viden om hvilke indsatser, der virker og skabe et konstruktivt samarbejde mellem boligorganisation og kommune under rammerne af en lokalbaseret fremskudt indsats. CFBU evaluerer de fem projekter og støtter implementeringen ved at afholde undervisningsdage, workshops og projektbesøg i de enkelte boligområder. Evalueringen vil have fokus på hvordan den undersøgelsesbaserede viden anvendes og indsatsens resultater.

Projektansvarlig: Mette Fabricius 

Social interaktion via fysiske faciliteter
CFBU undersøger, hvordan samspillet mellem fysiske faciliteter og boligsociale aktiviteter i udsatte boligområder kan skabe mødesteder og fremme social interaktion mellem beboere og lokale borgere, der ikke bor i boligområdet. Undersøgelsen bygger på et litteraturstudie, en screening samt interviews og observationer, og kommer med inspiration til, hvordan helhedsplaner, boligorganisationer, kommuner og andre interesserede aktører kan arbejde vidensbaseret og målrettet med fysiske faciliteter og aktiviteter, der kan åbne boligområderne op og skabe social interaktion på tværs af socialgrupper.

Projektansvarlig: Siff Monrad Langkilde

Makkerlæsning
CFBU arbejder på at implementere det evidensbaserede koncept ’Makkerlæsning’ i de boligsociale indsatser. Makkerlæsning består i, at nye læsere matches med en erfaren læser og læsetræner efter bestemte retningslinjer to til tre gange om ugen. CFBU søger midler til realisering af et forsøgsprojekt, og planlægger at udvikle en implementeringsguide til fri afbenyttelse i de boligsociale indsatser.

Projektansvarlig: Nana Øland Frederiksen 

Civilsamfund
CFBU vil med dette projekt skabe viden og læring om, hvilke udfordringer – og potentialer – der eksisterer i forbindelse med samarbejde om civilsamfundsudvikling i udsatte boligområder. Det sker gennem etablering af strategiske partnerskaber i udvalgte boligområder. CFBU vil følge partnerskaberne, foretage vidensindsamling og sammen med partnerskaberne udvikle værktøjer, der kan udbredes til andre udsatte boligområder.

Projektansvarlig: Sarah Lunar

Se CFBU's tidligere undersøgelser