Invitation til fyraftensmøder om klubber og væresteder

Hvilken forskel kan en klub eller et værested gøre for unge, der er i risiko for at ende i kriminalitet? Det stiller CFBU skarpt på til to fyraftensmøder i maj. 

Klubber og væresteder for unge kan være svære at drive. Der er fra tid til anden eksempler på væresteder, der er lukket, fordi de unge har brugt værestederne som rekruttering til bandemiljøet eller anden kriminalitet.

Derimod er den gode historie, at veldrevne bemandede klubber og væresteder giver de unge alternativer til den gadeorienterede livsstil. Værestedet som fysisk ramme er dog ikke nok i sig selv. Det er alfa omega, at medarbejderne i værestedet har fokus på at udvikle de unge i en positiv retning og hjælpe dem videre ud i samfundet. Det kan være i fritidsjob, uddannelse eller foreningslivet.

CFBU vil på fyraftensmøderne præsentere den seneste viden på området, der er samlet i den nyudgivne rapport Klubber og væresteder. Fyraftensmøderne tager udgangspunkt i konkrete erfaringer fra arbejdet med klubber og væresteder i udsatte boligområder. Du vil få indblik i arbejdet på godt og ondt samt anbefalinger til, hvordan man kan etablere og drive væresteder i udsatte boligområder.

Mød blandt andet to unge fyre, der vil komme og fortælle om værestedets betydning for dem og deres udvikling. Herudover kommer en leder af et værested i et udsat boligområde. Han vil fortælle om det pædagogiske og kriminalpræventive arbejde med de unge.

TID OG STED

Aarhus: 10. maj 2017 kl. 15 - 17. Foreningernes hus. Gudrunsvej 10 A, 8220 Brabrand

København: 17. maj 2017 kl. 15 - 17. Center for Boligsocial Udvikling. Sadelmagerporten 4, 2650 Hvidovre

TILMELDING

Tilmelding via Billetto på dette LINK. Deltagelse er gratis og pladser tildeles efter først til mølle. Tilmelding senest 28. april 2017.

Husk at oplyse navn, titel og organisation.

SPØRGSMÅL

Rettes til Astrid Marie Sonne-Frederiksen på asf@cfbu.dk 

Hent invitation og program