Interview: CFBU bestyrelse, Aviaja Sigsgaard

I anledning af, at Center for Boligsocial Udvikling har fået to nye bestyrelsesmedlemmer: Aviaja Sigsgaard, Centerchef, Center for Boligsocial indsats, kommunikation- og bystrategi  i Landsbyggefonden og Rikke Lønne, afdelingschef i BL,  bringer vi her interviews med de to nye medlemmer, bl.a. om deres erfaringer om de udsatte boligområder, og hvad deres faglige baggrund er.

 

Hvilke tanker gør du dig om at være blevet bestyrelsesmedlem af CFBU?

CFBU er en vigtig aktør i forhold til at undersøge, kvalificere og formidle virkningen af de boligsociale indsatser. Landsbyggefonden finansierer jo centeret sammen med staten, og jeg glæder mig meget til at blive en del af bestyrelsen og bidrage med Landsbyggefondens rammer og perspektiver, og min mangeårige viden om udviklingen i udsatte boligområder og social forandring.

Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at møde resten af bestyrelsen og have nogle gode drøftelser sammen.

Hvad er dine tanker om de udsatte boligområder og CFBU?

Der lægges mange midler og kræfter i udvikling af udsatte boligområder, og det er afgørende, at indsatserne skaber forandring for boligområder, og de mennesker der bor der. Det kræver viden og fokus på implementering. Det er derfor godt, at centeret både gennemfører undersøgelser og understøtter indsatserne ved at bringe viden i spil sammen med anden tilgængelig viden.

Et andet vigtigt opmærksomhedspunkt jeg vil fremhæve, er nødvendigheden af, at undersøge og dokumentere forandring på både den korte og den lange bane. Nogle resultater og effekter kan dokumenteres her og nu, andre kræver et længere perspektiv, da det handler om livschancer og forebyggelse.

Har du selv erfaringer med udsatte boligområder?

Jeg arbejder dagligt med udviklingen af udsatte boligområder over hele Danmark i dialog med boligorganisationer, kommuner og mange andre gode samarbejdsparter. Jeg er centerchef i Center for Boligsocial indsats, Kommunikation- og Bystrategi, hvor vi varetager sagsbehandling og opfølgning på fondens bevillinger til de boligsociale indsatser. I centeret arbejder vi også med at skabe rammerne for at de sociale indsatser kobles med områdernes fysiske udvikling, og at fondens mange data bringes i spil sammen med omverdenen.

Jeg har beskæftiget mig med udfordringer og ressourcer i udsatte bolig- og byområder igennem hele mit arbejdsliv, og endelig har jeg tilbragt den første del af min barndom i Tingbjerg, hvor jeg elskede at vokse op, og også oplevede, hvor forskellige udgangspunkter, mennesker kan have.

Hvad har du tidligere arbejdet med?

Mit arbejde med den sociale og fysiske udvikling af almene boligområder har haft forskelligt afsæt. Jeg har været ansat på en tegnestue, i en almen boligorganisation, og i en kommune, inden jeg kom til Landsbyggefonden i 2017. Jeg har altid været optaget af at understøtte samfundsforandring på tværs af mange parter og sektorer og et perspektiv, der kan rumme de langsigtede strategier og mål, og den enkeltes perspektiv og hverdag.

Har du noget som du særlig brænder for indenfor boligområdet?

Jeg oplever, at de professionelle partnerskaber, der er opbygget omkring de boligsociale indsatser er stærke platforme, der kan drive en udvikling. Der er mange gode erfaringer med indsatser og samarbejdsmodeller, som jeg gerne vil bidrage til fortsat drift og udvikling af.