HISTORISK STOR GENHUSNINGSOPGAVE GIVER UDFORDRINGER FOR BOLIGORGANISATIONERNE

CFBU’s seneste udgivelse præsenterer et øjebliksbillede af indsatsen med genhusning af beboere fra omdannelsesområderne og fremhæver de potentialer og udfordringer, som boligorganisationerne står med lige nu. Den viser, at målsætningen om den blandede by er svær at realisere i praksis for mange boligorganisationer. Det er vanskeligt at finde nok billige boliger i flere kommuner, og beboerne bliver i høj grad genhuset internt i deres boligområde.

I mange af landets udsatte boligområder står man i dag over for en presserende opgave med at genhuse beboere, som følge af regeringens strategi fra 2018 for at modvirke parallelsamfund. I de 17 områder, der enten er eller har været på Indenrigs- og Boligministeriets liste over ’omdannelsesområder’, skal der arbejdes på at ændre beboersammensætningen radikalt. Her er der et politisk krav om, at der opnås en blandet beboersammensætning i boligområderne med maksimalt 40% familieboliger. Kravet om en blandet beboersammensætning indebærer en historisk stor genhusningsopgave for boligorganisationerne frem til 2030.

 

Genhusning i 16 boligområder – men stor variation i antal husstande

CFBU’s kortlægning viser, at ud af de 17 omdannelsesområder, der er blevet pålagt et krav om omdannelse, har 16 planlagt en indsats for genhusning, men der er stor variation fra område til område i antallet af husstande der skal genhuses. I de respektive områder varierer det anslåede antal lejemål der skal nedlægges som følge af parallelsamfundsaftalen fra 50-693 lejemål.

Vores kortlægning viser et øjebliksbillede af den situation boligorganisationerne står i lige nu. De arbejder med forskellige strategier for løbende at nedbringe det antal husstande der skal genhuses. De lader for eksempel boliger stå tomme eller udlejer dem på midlertidige kontrakter, når folk flytter ud. De giver også økonomisk kompensation ved frivillig fraflytning, som mange beboere vælger at takke ja til for at undgå usikkerhed og genhusning. Det er derfor vigtigt at understrege, at boligorganisationernes situation kan ændre sig og dermed også antallet af husstande der skal genhuses, siger Anne Clementsen, chefkonsulent ved CFBU, der har lavet kortlægningen sammen med Natasja Lund og Karen Broberg.   

 

Mange beboere genhuses internt og bliver derfor i boligområdet

Kortlægningen viser, at boligorganisationer i 14 af omdannelsesområderne udelukkende eller delvist genhuser deres beboere internt. Mange genhusede beboere bliver derfor boende i deres nuværende boligområde.

Ifølge boligorganisationerne er der flere årsager til det. Mange boligorganisationer forsøger at genhuse deres beboere internt i boligområdet for at mindske de negative konsekvenser for beboerne i deres hverdagsliv. Derudover gælder et særligt lovkrav om, at hvis boligorganisationerne frasælger boliger, så skal beboerne i disse boliger genhuses internt i boligområdet. Nogle boligorganisationer har allerede frasolgt boliger og andre planlægger det. Beboerne fra de boliger bliver derfor boende i deres boligområde - bare i en ny bolig.

Det er overraskende, at mange beboere genhuses internt i boligområderne, da et centralt formål med parallelsamfundsaftalen netop er at opnå en mere blandet beboersammensætning. For boligorganisationerne kan det være en svær balancegang mellem på den ene side at tage hensyn til lovgivningen og beboeres ønske om at blive i boligområdet og på den anden side at arbejde bystrategisk med at fremme en blandet beboersammensætning i boligområderne, siger Anne Clementsen, chefkonsulent ved CFBU

 

Svært at realisere parallelsamfundsaftalen i praksis

Flere boligorganisationer kan godt se nogle potentialer ved udviklingsplanerne og målsætningen om en blandet beboersammensætning i deres boligområder. Størstedelen af boligorganisationerne peger dog på udfordringer ved genhusningsopgaven og udtrykker stor frustration over situationen. På tværs af boligområderne bliver der både fremhævet udfordringer med at realisere de lovpligtige krav og nå i hus med genhusningen, samt de negative konsekvenser genhusningen kan få for både de genhusede beboere selv og de områder, de flytter til. De største udfordringer boligorganisationerne fremhæver er manglen på almene boliger at genhuse i –samt risikoen for at skabe nye koncentrationer af udsatte beboere andre steder i kommunerne. Mange boligorganisationer samarbejder derfor også med kommunerne og andre boligorganisationer om boligplacering af de genhusede beboere.

Kontakt til CFBU: Kommunikationsrådgiver Jesper Damm Olsen, mobil 30111486.

Læs mere og hent rapport