Hjem / Udgivelser / Mindspring-forældregrupper
udgivelse
28. januar 2016

Mindspring-forældregrupper

Styrkede forældrekompetencer og færre konflikter mellem børn og deres forældre i de udsatte boligområder. Det er nogle af resultaterne af MindSpring-forældregrupper, hvor forældre i udsatte boligområder gennem et gruppeforløb får styrket deres forældrekompetencer. Både deltagere og medtrænere er begejstrede, viser CFBU’s evaluering, der har fulgt konceptet i fem udsatte boligområder.

MindSpring er et gruppeforløb, hvor forældre med indvandrer- eller flygtningebaggrund gennem otte uger deltager i et kursus om bl.a. børneopdragelse og kulturmøder. Det særlige ved Mindspring er peer-to-peer metoden, hvor en frivillig træner med samme kulturelle og sproglige baggrund som deltagerne fører gruppen gennem alle otte mødegange. Med peer-to-peer tilgangen kan mennesker med et problem eller en udfordring lære af andre mennesker, som har været i samme situation.

MindSpring er baseret på en manual, som sætter rammen for gruppeforløbet med forældrene. Her indgår en række temaer fast i forløbene, som f.eks. udfordringer med at opdrage børn i et andet samfund med anderledes normer, eksilstress og traumer. Gruppeforløbet er baseret på udveksling af erfaringer og diskussion af problemstillinger i forbindelse med opdragelse.

Det er Københavns Kommune og Dansk Flygtningehjælp, som nu har afprøvet MindSpring, der gennem en årrække har været brugt i Holland, i fem udsatte boligområder. CFBU har evalueret pilotprojektet, og ser oplagte potentialer:

  • Deltagere og medtrænere er begejstrede for konceptet, og på baggrund af de positive resultater mener vi, at det er oplagt at arbejde med MindSpring-konceptet i andre udsatte boligområder, siger konsulent i CFBU, Nana Øland Frederiksen.

Evalueringen er bl.a. baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagerne. Evalueringen viser, at 90 % af forældrene svarer, at de efter MindSpring lytter mere til, hvad deres børn tænker og mener. Og 83 % svarer, at de nu ved mere om, hvordan de kan hjælpe deres børn med at undgå at komme ud i kriminalitet eller dårligt selskab.

  • Deltagerne siger, at de har opnået bedre kommunikation med deres børn, og at de som forældre er blevet bedre til at håndtere konflikter med deres børn. Forældrene inspireres til nye måder at se på tingene og ændrede holdninger til deres børns liv i Danmark. Og de føler sig bedre klædt på til at forebygge, at børnene havner i dårligt selskab og kriminalitet. Vi ser både den udvikling lige efter kurset stopper, og ti måneder senere. Det tyder på, at MindSpring også har indflydelse på længere sigt, siger Nana Øland Frederiksen.
Om rapporten

Titel: MindSpring-forældregrupper – Resultater og erfaringer fra et pilotprojekt i fem udsatte boligområder i København

Udgivelsesdato: Januar 2016

Sideantal: 31

Se seneste udgivelser