CFBU evaluerer gadeplansindsatser i 17 områder
Center for Boligsocial Udvikling skal foretage nulpunktsmåling og indsamle erfaringer fra gadeplansarbejdet i 17 udsatte boligområder. Arbejdet løber over de næste fire år og skal munde ud i en effektmåling af gadeplansindsatsers evne til at nedbringe ungdomskriminalitet
Gadeplansarbejde anvendes i stigende grad i arbejdet med kriminelle og kriminalitetstruede unge i de udsatte boligområder landet over.
Det er derfor relevant, at undersøge hvordan og for hvem en gadeplansindsats virker.
Hvad er gadeplansarbejde?
Gadeplansarbejde er en bred betegnelse, der dækker over forskellige typer af kriminalpræventive indsatser.
Samtidig kombineres gadeplansarbejdet ofte med andre tiltag og der er ikke tradition for at måle på resultaterne af indsatsen. Det komplicerer en effektmåling af gadeplanarbejdet.
Effektmålingen
For at kunne give valide vurderinger af effekten af gadeplansarbejde har CFBU derfor valgt at fokusere på en række nyopstartede indsatser under den samme pulje, hvor der er krav om årlige afrapporteringer.
Det giver den bedste adgang til god og ensartet dokumentation for hele indsatsperioden.
Målene med gadeplansarbejdet
I 2010 fik 12 kommuner midler fra satspuljen til at igangsætte en helhedsorienteret gadeplansindsats i 17 udsatte boligområder over en fireårig periode.
Puljens målgruppe er børn og unge i udsatte by- og boligområder, som enten er kriminelle eller i risiko for at blive det. I indsatsområderne er de gennemgående indsatser gadeplansarbejde, mentorordninger og fritidsjobvejledning.
Målet med gadeplansarbejdet er, at:
- Færre børn og unge rekrutteres til de kriminelle miljøer.
- Færre unge begår kriminalitet.
- Alle former for kriminalitet, som begås i de udsatte boligområder, reduceres.
- Unge i de udsatte boligområder opnår uddannelse og beskæftigelse.


