Evaluering af Bydelsmødre-projekter viser gode resultater
I Bydelsmødreprojekterne bygger man på de ressourcer, der findes blandt indvandrerkvinder i de udsatte boligområder og lader stærke indvandrerkvinder være formidlere mellem isolerede kvinder og det danske samfund. De metoder, der anvendes i Bydelsmødreprojekterne viser gode resultater, men der er også rum for forbedringer. Center for Boligsocial Udvikling har netop offentliggjort evalueringen af Bydelsmødreprojekterne.
Idéen med bydelsmødreprojekterne er, at ressourcestærke indvandrerkvinder gennemgår et kursus i emner som børneopdragelse, sundhed og kvinders rettigheder. Den viden de opnår på kurset, skal de efterfølgende videreformidle til isolerede indvandrerkvinder i deres boligområder ved opsøgende arbejde. -
Det, vi bl.a. kan se i undersøgelsen, er, at Bydelsmødreprojekterne styrker bydelsmødrenes selvværd, motivation og viden om børnerelaterede emner. Bydelsmødreprojekterne er et væsentligt og frugtbart integrationsprojekt i udsatte boligområder i Danmark, fordi bydelsmødrene kan nå ud til nogle isolerede indvandrermødre, det ellers er meget svært at nå ud til, fortæller Klavs Odgaard fra CFBU, som sammen Louise Glerup Aner har undersøgt Bydelsmødreprojekterne på vegne af Integrationsministeriet.
kursusforløb med gode resultater
De personlige gevinster ved Bydelsmødreprojekterne er markante. Hele 89 procent af de adspurgte bydelsmødre siger, at de har lært mere om børneopdragelse i forhold til deres egne børn, og ca. 80 procent svarer, de har opnået bedre danskkundskaber. Det er kendetegnende for de 13 bydelsmødreprojekter, at kursusforløbet ”i udpræget grad har levet op til projektets formål”, som det hedder i evalueringen.
Det opsøgende arbejde skal styrkes
Efter endt kursusforløb skal bydelsmødrene opsøge andre kvinder med indvandrerbaggrund og dele deres viden med dem. Ved evalueringens afslutning havde de adspurgte bydelsmødre tilsammen besøgt ca. 400 kvinder. Evalueringen viser imidlertid, at der er stor variation i succesen med det opsøgende arbejde.
Nogle bydelsmødre fortæller, at det kan føles ubekvemt at opsøge isolerede kvinder, som de ikke kender i forvejen. Især uanmeldte besøg i hjemmet kan virke anmassende og give dårlige oplevelser.
- Det er vigtigt at understrege nødvendigheden af, at bydelsmødrene har de rette personlige ressourcer, og at de får de nødvendige redskaber til at lave et kvalificeret opsøgende arbejde. Ellers kommer det ikke til at fungere optimalt, fortæller Louise Glerup Aner fra CFBU.
Se sammenfatning, konklusioner og de 22 anbefalinger til projekterne her
Se den samlede evaluering her
Se Integrationsministeriets pressemeddelse om evalueringen her
Print

