De unge væk fra gaden
Effektive metoder i kriminalpræventivt arbejde i udsatte boligområder
I en række udsatte boligområder har projekter succes med at få kriminalitetstruede og kriminelle unge på rette spor. Fælles for projekterne er, at de tilbyder de unge et alternativ til gaden, hvor de kan få støtte og vejledning til en mere positiv adfærd.
Småkriminelle unge, der hænger på gaden, er et problem i flere udsatte boligområder.
Undersøgelser viser, at den gruppe af unge ofte har problemer i skolen og ikke deltager i almindelige fritidsaktiviteter. Samtidig er det unge, som stort set kun opholder sig hjemme, når de skal sove og ellers altid befinder sig i gademiljøerne (AKF 2009).
Projekternes fællestræk
Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har undersøgt metoderne, der anvendes i tre forskellige projekter for kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge, som alle viser foreløbige gode resultater.
Det drejer sig om et værested i Askerød, væresteder og et lommepengeprojekt i Sønderborg og om job- og uddannelsesvejledningen på Indre Nørrebro.
Fælles for projekterne er, at man tilbyder de unge et alternativ til gadelivet. Tilgangen til de unge er respektfuld og anerkendende; de unge skal kunne mærke, at de voksne vil og kan rumme dem.
Når den gode relation er på plads, udfordrer man de unge på deres handlinger og holdninger. Man taler med de unge om konsekvenserne af deres handlinger, om de muligheder de har, om de fordomme de bliver mødt med og også selv har.
Gode resultater
I de undersøgte projektområder kan vi se nogle forskellige positive resultater: Kriminaliteten reduceres, udgifter til hærværk falder, trygheden blandt beboere stiger og unge med plettet straffeattest får mulighed for at komme i arbejde og uddannelse:
- I Askerød er kriminalitetsniveauet blandt de unge faldet med 49 pct. siden værestedet åbnede i 2009 og udgifterne til hærværk faldet fra 1,3 mio. kr. i 2009 til ca. 500.000 kr. i 2010.
- I Kløver-Hvedemarken i Sønderborg er trygheden på to år er steget med ca. 30 pct.
- På Indre Nørrebro fik man i 2010 87 unge udsluset til job, uddannelse eller fritidsjob. Heraf havde ca. 25 pct. en plettet straffeattest. Desuden er antallet af sigtelser faldet med 21 pct. og kriminaliteten er blevet mindre hård.
Vurderingen af aktiviteternes resultater er både baseret på registerdata og på projekternes egne opgørelser og analyser.
CFBU har desuden foretaget en række interviews med projektledere- og medarbejdere og med målgruppen dels for at vurdere resultaterne af aktiviteterne og dels for at få et indblik i de anvendte metoder.
Anbefalinger til nye projekter
I undersøgelsen fremsættes en række anbefalinger, der skal ses som en inspiration til arbejdet med kriminalitetstruede børn og unge.
- Skab et attraktivt alternativ til gadelivet.
- Etablér konkrete tilbud.
- Grib dem, når de er motiverede for forandring.
- Skab en god voksenkontakt.
- Anvend en anerkendende tilgang til de unge.
- Vær tålmodig – det tager tid.
- Lyt til de unge. Tag deres oplevelser og holdninger alvorligt – men udfordr dem også.
- Støt de unge i at tage ansvar for eget liv.
- Fokusér på og dyrk det gode hos de unge.
- Koordinér med andre indsatser for målgruppen.
Kontakt
Louise Glerup Aner
Tlf.: 50 89 45 04
Print


