Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Beredskabet i Gellerup

En række socialt udsatte boligområder i Danmark er plaget af høje kriminalitetsrater, men nogle steder er det lykkedes at knække koden og få skabt betydelige fald i kriminaliteten.

CFBU har gennemført en undersøgelse af den kriminalitetsreducerende strategi i Gellerup/Toveshøj i Århus. Her er der etableret et stærkt samarbejde mellem det lokale politi, kommunen og de boligsociale aktører, og kriminaliteten er de seneste år faldet.

Caseundersøgelse af et markant eksempel

Det kriminalpræventive samarbejde i boligområdet Gellerup/Toveshøj fremhæves ofte som et eksempel på en virkningsfuld strategi mod kriminalitet i udsatte boligområder. I perioden 2007-2010, hvor samarbejdet har været fuldt udbygget er antallet af anmeldelser af borgervendt kriminalitet i området faldet med 35 procent. Men hvad er det særlige ved dette samarbejde og kan det dokumenteres, at det virker? For at svare på disse spørgsmål har CFBU undersøgt det kriminalpræventive samarbejde i Gellerup/Toveshøj.  

Sådan har vi gjort

CFBU har i udgangspunktet valgt at sammenligne Gellerup/Toveshøj med et andet udsat boligområde i Århus, Bispehaven, hvor anmeldelsesraten de seneste år er steget. Baseret på videnskabelig litteratur, socioøkonomisk statistik og interviews med nøgleaktører i områderne analyseres de to områders udvikling. Den socioøkonomiske statistik indbefatter bl.a. ungdomsarbejdsløshed, fattige børnefamilier og børn med sociale underretninger, mens der er foretaget 20 interviews med de væsentligste lokale nøgleaktører i de to områder bl.a. det lokale politi, kommunen, de boligsociale medarbejdere, boligforeningerne og klublederne.

Resultaterne

Undersøgelsen kan sandsynliggøre, at det er det velfungerende kriminalpræventive samarbejde i Gellerup/Toveshøj, der er årsag til faldet i anmeldelser i området. Det tætte samarbejde mellem bl.a. det lokale politi, kommunen, boligforeningen, foreninger og beboere bidrager både til kriminalitetsforebyggelse og aktiv indgriben ved kriminelle handlinger. Samarbejdet viser især sit værd i forhold til unge i den kriminelle risikozone, hvor koordinering og videndeling er afgørende for at undgå, at lillebror ender som storebror.

Anbefalinger til handlinger, der virker

Undersøgelsen afsluttes med en række anbefalinger til boligområder eller beslutningstagere, der ønsker at iværksætte en kriminalpræventiv indsats. Bl.a. anbefales det at opbygge en organisation med henholdsvis et mindre, men handlekraftigt beredskab og et bredere kommunikativt samvirke. Samtidig anbefales det at arbejde aktivt med at udbygge den uformelle sociale kontrol og bl.a. inddrage beboere, klubber og foreninger i dette.

Bestil trykte eksemplarer af "Mindre kriminalitet"-pamfletten på info@remove-this.cfbu.dk

Kontakt & foredrag

Klavs Odgaard Christensen
Tlf.: 50 89 45 02
E-mail: kch@remove-this.cfbu.dk

Print Udskriv siden

Download (pdf)

Download (pdf)