LOKALE BESKÆFTIGELSESINDSATSER ER EN ”MUST DO-TING”

Hvordan sætter man gang i beskæftigelsen i udsatte boligområder? Det giver CFBU nogle bud på i håndbogen 'Sæt gang i beskæftigelsen'. I denne anden af ialt tre fortællinger fra udgivelsen, rettes fokus mod de udfordringer og muligheder, man som kommune kan opleve i forbindelse med beskæftigelsesindsatser. 

Skal vi lykkes med den kommunale beskæftigelsesindsats, skal den ud i de udsatte boligområder. Det mener Dennis Mølgaard Hansen, der leder den kommunale beskæftigelsesindsats i Fredericia.

”De er jo nogle psykopater derinde!” Dennis har spurgt om holdningen til sagsbehandlerne i jobcenteret. Han sidder og spiser aftensmad med deltagerne i en ungeindsats i Vollsmose. Dennis er på besøg i ungeindsatsen for at høre de unge, hvad de synes om projektet. ”Det er skidefedt at være her. De voksne er så søde, man kan altid få fat i dem, og de vil gerne hjælpe en,” siger en af de unge, inden han tager en ekstra portion. De voksne, der her tales om, er de samme ”psykopater”, som sidder i kommunen. Nu er de bare rykket væk fra deres officielle kontorer og ud i boligområdet.

UD FRA KONTORET

Besøget i ungeindsatsen er fra Dennis’ job i Odense, før han kom til Fredericia, men det har unægteligt indprentet sig i ham. Når han fortæller, er det med energiske øjne og små tydelige markeringer med hånden, som understreger hans pointer: ”Det har flyttet helt vildt på mig! Altså helt vildt! Det er sådan, jeg gerne vil have det. Vi skal væk fra kontoret, ud af vores komfortzone og gøre tingene anderledes,” siger han og fortsætter: ”Det er det, der virker, og det er her, dynamikken opstår”.

Vi sidder på Dennis’ nyistandsatte kontor i jobcenteret og snakker om, hvorfor det er en god ide, at kommunen laver beskæftigelsesindsatser i de udsatte boligområder. Kontoret er lyst, men bart. Der har endnu ikke været tid til at hænge billeder op eller gøre det hyggeligt.

Når vi snakker om aktivering og beskæftigelse, fortæller Dennis, at det handler om at tænke på en ny måde og ændre rammerne for beskæftigelsesindsatserne. ”At indkalde borgerne til jobcenteret er jo i høj grad at markere myndighed,” forklarer han. Med sin erfaring fra ungeindsatsen i Vollsmose ved han, at det er vigtigt, at sagsbehandlerne i stedet bliver opfattet som støttende. ”Man skal ikke underkende den følelse, borgerne går ind ad døren med,” siger han, mens han på samme tid udstråler alvor og engagement. Han er overbevist om, at skal noget modtages, er man nødt til at gøre modtagerne parate. Hvordan får man andre til at tage imod den støtte og hjælp, man tilbyder dem? Det er et spørgsmål, der optager ham meget både personligt og professionelt.

VIRSKOMHEDERNE MANGLER HÆNDER

Dennis har, sammen med de lokale boligorganisationer, stået for etablering af indsatser i de udsatte boligområder i Fredericia. Borgerne i de udsatte områder udgør en stor del af den arbejdsstyrke, som kommunens virksomheder står og mangler. ”Vi har da et megaproblem, hvis vi ekskluderer 3000 mennesker fra arbejdsstyrken,” siger han med eftertryk.

Når han taler med sagsbehandlerne ude i boligområdet, fortæller de, hvordan de pludselig ser nogle af kvinderne fra området.

ENGAGEMENT OG SAMARBEJDE

Et godt samarbejde mellem jobcenteret, de lokale beskæftigelsesmedarbejdere og boligorganisationen er afgørende, når man skal nå borgerne og hjælpe dem i beskæftigelse, mener Dennis.

Dennis har været leder i Fredericia i halvandet år, og helt fra starten har han mærket, at der er et særligt engagement hos alle, der arbejder med boligområderne. Han husker tydeligt sit første styregruppemøde i Korskærparkens lyse og lækre lokaler. Det var første gang, han var ude i boligområdet, og han blev positivt overrasket. Både over, hvor pænt boligområdet var, og over, hvor engagerede de andre til mødet var. ”Det er fedt, så er der noget ved at være med i det,” husker Dennis, at han tænkte dengang, og engagementet har ikke ændret sig siden.

DER SKAL KALDES ”HØJEST OPPE FRA TRÆET”

Ledelsen har en bærende rolle for, om de lokale indsatser lykkes, mener Dennis. ”Konsulenterne i Helhedsplanerne kan være nok så dygtige og engagerede, men de kan jo ikke flytte noget, hvis de ikke har opbakning,” siger han og tilføjer med en tydelig alvor: ”Både politikere, boligforeningens direktører og kommunens direktører skal brænde for arbejdet – ikke bare sige det, men vise det og handle ud fra det.” Signalet skal være tydeligt og autentisk. For som Dennis nøgternt og bestemt slår fast: ”Vi gør det, som andre forventer af os. Så hvis det forventes, at vi er committede på samarbejdet med boligområdet, så er vi det også,”