Vi gør som vores forældre
07.04.10
Foto: Weekendavisen
PÅ LANDET. Før var provinsen snæver. Nu er den tryg. Unge familier skifter mening om storbyen og provinsen, når de får børn.
EN ung kvinde flyttede fra Nørrebro til Møn med følgende salut:
»Jeg er fandme mere tryg ved at gå ned ad Nørrebrogade klokken fire om natten, end jeg er her om vinteren klokken 17 næsten. Det er jeg bare. Jeg kender det. Jeg har kendt alle baggårdene. Jeg har aldrig kunnet forestille mig at flytte. Never ever. Jeg gør det her for mine børn. Og så skal jeg satanedme hjem til byen på et tidspunkt.«
Hun er ikke alene. Tusinder af børnefamilier flytter fra København for deres små børns skyld, ikke for deres egen. Børn – eller mere præcist: forældres ideer om børn og den eneste rigtige barndom – har afgørende indfl ydelse på det danske flyttemønster.
Børn skubber statistikken, og børn gør deres forældre til udflyttere en masse. 66 procent af udfl ytterne fra København og Frederiksberg er mellem 25 og 35 år, og børnefamilier – typisk med et lille barn – er overrepræsenterede. To markante tidspunkter er ved barnefødsel og ved skolestart.
Børn bliver ikke spurgt, men forældrene føler sig sikre på, hvad børn har godt af, og det er meget ofte en barndom, der ligner deres egen. Når de selv og vennerne får børn, er provinsen pludselig ikke så forfærdelig længere, for når festaber bliver forældre, forvandler verden sig, og de betragter deres yndlingslegeplads med nye, skeptiske øjne. Dét, der var sjovt før, virker truende bag barnevognen. København er den samme. Man ser bare helt anderledes på den. Før var provinsen snæver. Nu er den tryg.
»Jeg var blevet mere kylling, efter at jeg var blevet mor. Mere bekymret for, at der nu var det overfald og det overfald. Nu var der én, der var blevet røvet. Nu var der én, der var blevet slået ned. Så bar de en narkoman ud fra opgangen overfor. Et det dét, min søn skal opleve? Jeg så mere på de negative sider, efter at jeg var blevet mor,« sagde en kvinde til geografen Louise Glarup Aner under hendes forskningsarbejde om udflytninger fra København.
Louise Glerup Aner er en typisk udflytter. Hun har selv gjort det, hun forsker i, nemlig forladt byen for børnenes skyld. For fem år siden hoppede hun og manden plus to små børn på bølgen, da de sammen med andre unge københavnere flyttede til Trekroner ved Roskilde, et nybygget boligområde, der er så massivt børnevenligt og børneorienteret, at hun ikke selv gad at bo der, hvis hun ikke havde børn.
De forlod Victoriagade på Vesterbro og kanylerne på fortorvet, som de altid lige skulle rende i forvejen og samle op. Og så var der alle de stakkels skæbner, de fik lige i synet hver dag. »Det blev for meget, for råt,« siger hun. »Men hvad er problemet egentlig? Så langt tænker man sjældent. Det ligger bare i rygraden, at byen ikke er for børn. Vi havde mere plads i lejligheden, end vi har nu.«
Nu bliver børnene aldrig konfronteret med livets hårde side eller andre kulturer. Trekroner er en københavner-enklave mellem land og by. Det er en børnefamilieby fyldt med bofællesskaber, hvor man kender naboen og hinanden, spiser sammen flere gange om ugen, passer det fælles sammen, ser efter hinandens børn og nedbryder de ensomme ligusterparceller, som mange unge københavnere frygter. De behøver ikke hver deres trampolin.
Besserwisser Valley
»Her var vi en flok, der tog samlet afsted med fælles historie i København og ofte også en karriere at passe i København,« siger Louise Glerup Aner.
»Minusset er forudsigeligheden, pænheden og den politiske korrekthed.« En vittig hund i flokken af akademikere kalder bebyggelsen Besserwisser Valley.
Når børnene bliver store, forestiller hun sig at flytte tilbage til byen og alle de gamle venner fra Falster, der faktisk har fået byen så meget ind under huden, at de ikke kan se sig selv bo i provinsen igen, børn eller ej.
Men dem, der flytter fra København, rykker længere ud. Og de tænker, at de kan flytte sig mange gange i løbet af livet. Cyklus kunne være: Et barn fødes i København, hvorefter forældrene straks fl ytter ud, så det kan vokse op i det grønne. Som ungt menneske kan det ikke gå hurtigt nok med at flytte ind til storbyen. Det er et oprør drevet af frihedstrang.
Men når det unge menneske selv får børn, flytter han ud igen. Måske er hans forældre også flyttet tilbage til byen eller helt ud til skov og strand, som seniorer i høj grad flytter efter, når de har forladt arbejdsmarkedet og vil prøve noget nyt.
Livsfaseflytninger er hovedpointen i Louise Glerup Aners ph.d.-afhandling om udflytninger, men den handler også om unge mænd og kvinders dygtige evne til at tale flytningen op og skabe en smuk og saftig ideologi om den perfekte barndom.
Hun deler dem i to grupper: de frivillige, der flytter med glæde og ser deres tilbagevenden til rødderne som en hjemkomst. De holder af skoven og duftende parcelhusveje med barndommens sommerlyde, folk, der spiser på terasserne og det overskuelige liv med kun én fodboldklub, som alle børn går i.
Den anden gruppe er knap så frivillig og ser sig selv som bymennesker i provinsen for en stund. De er flyttet, fordi de ikke har råd til noget større i byen eller lige op og ned ad den. De var gerne blevet, hvis de kunne, for de var i stand til at forestille sig en barndom i byen, men ikke i en lille lejlighed uden grøn gård. Begge grupper forlader deres gamle steder på grund af børnene og opfattelsen af, hvad de har brug for.
Hvor de slår sig ned, afhænger af deres indkomst. Jo længere væk fra København, desto lavere husstandsindkomst. Dog med undtagelser i en række kommuner sydvest for København, hvor tilflyttere med relativt lave indkomster har råd til at bo. De samme kommuner modtager år efter år enten »fattige« eller velhavere. I gennemsnit forlader familier 88 m2 og får 127.
Selv i kulturradikale kredse synes man, at børn skal have eget værelse. »Man behøver kun at sige ’Vi fik jo børn’ som forklaring. Det barndomsbillede, vi bærer rundt på, ligger så dybt i os, at vi ikke engang tager det op til overvejelse. Man har svært ved at forestille sig, at børn kan vokse op på andre måder, end man selv gjorde.
De fleste vil også ønske for deres børn, at de engang fl ytter til storbyen, som de selv gjorde. De kunne ikke drømme om, at deres bøn skulle blive bonderøve.
Louise Glerup Aner har hørt en ung familie sige: »Vi må sørme ikke håbe, vores dreng bliver gift med Mette nede om hjørnet.« De vil have tryghed, natur og nærhed, ikke snæversyn. De prøver at beskytte deres små børn og håber, de får øje på den mangfoldige verden senere. At storbyen opdrager dem til tolerance og internationalt udsyn.
Frivillige udflyttere – og modvillige
»Man vil give dem fred og ro,« siger en kvinde med dæknavnet Charlotte i afhandlingen. »En mere romantisk, gammeldags opvækst, hvor det andet bliver for råt. Når jeg hører om de drenge, der virkelig diskriminerer piger i skoleklasserne, mange af de muslimske drenge. Det kan jeg slet ikke have. Hernede taler vi pænt. Man bliver opdraget. Jeg synes, folk er meget opmærksomme på, at man skal være sød og god. Det er helt klart en forskel. Som mor synes jeg, at jeg skylder dem at gøre det, jeg gør.«
En anden absolut frivillig udflytter er ikke bare lykkelig for at slippe for byens veje, trafik og kaos, men også for »alle de muligheder, alle de valg, alle de mennesker«. Nu er deres søn startet til fodbold i den eneste klub, der er.
I København var det valg »totalt uoverskueligt«. Den unge families nye liv forgår i overskuelige omgivelser, hvor alt er inden for cykelafstand. Hvor man møder de samme mennesker igen og igen. Hvor alt er skønhed og natur. »Ud over haven og huset og at der er plads, er det nærhedsprincippet. Jamen, altså det modsatte af at være fremmedgjort,« siger Eva.
En tredje kvinde går efter forankrede venskaber for børnene. Nogen, de har, fra de er helt små. I København flytter folk hele tiden med deres børn, der er stor udskiftning, mener hun, og det er synd for et barn hele tiden at skulle miste venner. »Jeg tror, kontinuitet var vigtigt for mig, at man kunne give vores søn en kontinuitet.«
Det er påfaldende, hvor glade mændene er for at tale om København i deres ungdom, og hvor gode kvinderne er til at beskrive det førmoderne liv på landet. »Hvad har jeg været? Har jeg været 21-22. Det hele summer jo. Man har bare så meget mere puls og synes, at Solrød og Køge er bare gabende provinsielt. Hold op, nogle steder og nogle bonderøve. Lad os bare komme ind, hvor der sker noget. Det er metropol og sover aldrig. Det var sådan, jeg opfattede København, enormt levende. Pludselig var det bare vores legeplads,« siger Michael.
Og andre mænd taler om, hvordan de flygtede fra det kedelige og kontrollerende i provinsen og ind til friheden og pulsen i byen. Alle de valgmuligheder, fester, koncerter og mennesker. Hvor fantastisk det var, at alle deres venner boede tæt på hinanden, og hvor stor verden virkede i forhold til det, de kom fra. Dér, hvor deres forældre kørte dem til alt, og derfor altid vidste, hvor de var. De ufrivillige udflyttere savner stadig mylderet af forskellige mennesker.
»Hernede glor folk, når der kommer en sort. ’En neger,’ siger man så. Jeg har set det på skolen. Der kom en fyr, og så var der en af de andre, der sagde: ’Gud, har du set en neger.’ Der følte jeg mig sat 30 år tilbage,« siger Simon, der fl yttede fra Nørrebro til Møn.
I grove træk kan flyttemønstrene deles op efter årtier: 1950erne trak de store byer, og Danmark blev urbaniseret. I 1960erne flyttede folk ud i forstæderne i ringe rundt om byen, den såkaldte suburbanisering. I 1970erne søgte mange ud på landet i protest mod byen og forstæderne, kaldet counter-urbanisering. Og fra 1980erne voksede pendlerlandet og inddrog mindre byer og landsbyer.
Med andre ord spreder byens påvirkning sig ud over alt og alle, så grænsen mellem by og land er svær at definere. »De tager deres Christiania-cykler og Weekendavisen med sig,« siger hun. Forskerne taler om den grænseløse by, men mange menneskers motiv for at fl ytte er netop forskellen på by og land. Sådan som de oplever den.
Artiklen er venligst udlånt af Weekendavisen. Louise Glerup Aner er ansat som konsulent hos Center for Boligsocial Udvikling.
