Resultater fra selvevalueringen kommer til december
27.10.11
For andet år i træk foretager de ca. 140 helhedsplaner selvevalueringer af hovedaktiviteterne. Center for Boligsocial Udvikling har haft til at opgave at udtænke selvevalueringskonceptet og analysere de udfyldte skemaer.
I foråret offentliggjorde CFBU de foreløbige resultater med et statusnotat, hvor man bl.a. kunne finde en oversigt over de mest populære projekttyper og en beskrivelse af, i hvor høj udstrækning helhedsplanerne lever op til egne succeskriterier i 2010. I 2011 skærpes fokus på projekternes fremdrift og dokumentationen af resultaterne.
- Helhedsplanerne har gjort et stort arbejde med at udføre selvevalueringerne, og det er nu, vi kan begynde at høste frugten af den indsats. Vi kan nu begynde at dokumentere, hvilke projekttyper der rykker og hvordan. Selvevalueringen giver dermed en værdifuld viden, der kan inspirere fremtidige indsatser og kvalificere vores rådgivning til helhedsplaner, udtaler Birgitte Mazanti, centerleder ved Center for Boligsocial Udvikling.
Sagt om selvevalueringen
- Det sætter en masse tanker i gang. Dét, at spørge sig selv: Hvad er endemålet, hvad vil vi opnå og så derefter spørge sig selv om, projektets aktiviteter kan bringe én derhen. Det kan ellers godt være lidt diffust i hverdagen. Så det er fedt at tænke i nye baner, udtalte Stine Hartmann fra Greve Nord projektet ved selvevalueringsseminaret i Roskilde sidste år. -
- Selvevaluering har den metodiske svaghed, at vurderingerne bliver for subjektive. Det er jo min vurdering af, om målene er nået tilfredsstillende – ikke beboernes. Det kan underminere beboernes ejerskab overfor projekterne. Man kunne vælge at inddrage eksterne konsulenter, men det synes jeg nu heller ikke er en god idé, udtalte Thomas Ren Kronby.

