Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
 

Pressemeddelelse: Godt på vej. Virkningen af fritidsjobaktiviteter i udsatte boligområder

16.01.12

 

Fritidsjob kan være med til at give et løft til unge i udsatte boligområder og bidrage til at bryde den sociale arv. Det indikerer en ny undersøgelse fra CFBU, hvor sammenhængen mellem fritidsjob og senere uddannelse og beskæftigelse for unge i udsatte boligområder analyseres.

Blot 24 procent af de unge i udsatte boligområder har et fritidsjob, hvilket er halvt så mange som på landsplan.

Og det er et problem, fordi fritidsjob har væsentlig betydning for de unges uddannelses- og beskæftigelsesfrekvens senere i livet.

Download rapporten (pdf)

Sammenligning mellem unge med og uden fritidsjob

I undersøgelsen sammenlignes udviklingen for unge med og uden fritidsjob, og de to grupper følges fra de var 15 år i 2005 og fire år frem. Her viser det sig bl.a. at fritidsjob er særligt gavnligt for unge med svag social baggrund:

  • Da de unge i denne gruppe var blevet 17 år, var 62 % af de tidligere fritidsjobbere i uddannelse, mod blot 47 % af dem, der ikke havde haft et fritidsjob.
  • Som 19-årige var 92 % af de tidligere fritidsjobbere i beskæftigelse og uddannelse, mens det gjaldt for blot 65 % af dem, der ikke havde haft et fritidsjob.

- Vi kan ikke udelukke, at de unges motivation og personlige ressourcer også spiller ind i ligningen. Undersøgelsen indikerer dog, at fritidsjobbet kan være et springbræt for de unge i udsatte boligområder, og dermed være med til at bryde den sociale arv, siger rapportens hovedforfatter Louise Glerup Aner.

Fritidsjobaktiviteter kan gøre forskellen

I 60 udsatte boligområder er der for at øge antallet af fritidsjobbere etableret projekter, hvor de unge bl.a. støttes i at skrive jobansøgninger og gå til jobsamtaler.

Interviews med de unge og projektmedarbejderne viser, at de unge gennem fritidsjobbet får styrket deres kompetencer og motivation i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet.

Og CFBU’s analyse tyder på, at fritidsjobaktiviteterne virker.

I udsatte boligområder, som har gennemført fritidsjobaktiviteter har 25,7 % af de unge et fritidsjob, mens dette blot gælder 23,2 % af de unge i udsatte boligområder uden fritidsjobaktiviteter; en forskel, der ikke var til stede inden fritidsjobaktiviteterne blev igangsat.

Kontakt

Louise Glerup Aner

Specialkonsulent, Ph.d.

Tlf.: 50 89 45 04

E-mail: lan@remove-this.cfbu.dk

Fakta

  • Rapporten bygger på tal fra Danmarks Statistik og interviews med unge og medarbejdere fra fritidsjobprojekter.
  • I rapporten sammenlignes udviklingen i andelen af unge i fritidsjob i de 30 boligområder, der senest i 2009 indførte en fritidsjobaktivitet med de 97 områder, der har en helhedsplan, men ingen fritidsjobindsats.
  • Rapporten kortlægger, hvordan det er gået gruppen af unge, der i 2005 var 15 år gamle, og som boede i et boligområde med en social helhedsplan.
  • Fritidsjobberne er defineret ved en indkomst på 2.000/10.000-110.000 kroner årligt. Der er korrigeret for forældrenes indkomst.  
Print Udskriv siden